Rolig sad Fader Fornuft paa sit høye Domsæde,
Skued vemodig paa sine vanslægtede Sønner,
Og rysted betænkligt det snehvide Hoved; thi længe
Havde han dvælet forgjæves paa Domstolen: Ingen
Nærmed sig meer dens ærværdige Fod; men letsindig
Stimlede Mængden nu hen til en kjærere Dommer.
Kjær var nu denne, for Adams blødagtige Afkom;
Thi han var svag, som de selv, og bestukken af Alle,
Dømte han Alle til Villie; Følelse heed han,
Og for den passive Tidsslægt var han en Afgud.
Stakkels forvildede Børn! saa sukked Fornuften,
Lagde omhyglig sin aabnede Lovbog hen til dem;
Men de forstode den ikke, og tyded den falsklig.
— Thi den er gammel, trykket før Guttenbergs Tider,
Forlagt paa Skaberens Forlag, og kaldet Naturen.
See! nu fremtraadte i Domhuset Væsener fire,
Alle som Guddomme skjønne; Fornuften forbaustes,
Dog hans Forundring svandt snart; thi ei Mennesker var det,
Menneskealdrenes Genier vare de: Fortrinnet
Strede de om, og fremstilled sig een efter anden.
Først hopped frem der et lille spøgende Væsen:
Guldgule Lokker slynged sig huldt om den bløde
Fyldige Nakke, og stadig blomstrede Rosen
Paa den Uskyldiges runde, sorgløse Kinder.
Blomster han legede med, og lalled fortrolig:
Barndom jeg kaldes,
Menneskets bedste,
Skjønneste Alder.
Glæde og Uskyld
Følge mig trolig,
Og over Blomster
Leder jeg sorgløs
Jordklodens Spæde.
Ungdommens Uroe,
Manddommens Alvor,
Alderdoms Kummer
Kjender jeg ikke.
Selv er jeg liden.
Lidet jeg ønsker,
Lidet mig fryder.
Ofte mit Øye
Fyldes med Taarer;
Dog, før de rinde
Ned over Kinden,
Smiler jeg atter.
Siig mig Fornuft! da
Er jeg dog ikke
Menneskets bedste,
Skjønneste Alder?
Barndommen taug, og et Væsen fremtumled med muntre
Spillende Øyne, og hede, blussende Kinder:
Ikke med Barnets den stadige Rødme; thi flygtig
Vexlede Ansigtets Farver og Miner, og vildsomt
Tabte sig Trækkene mellem hverandre ufatligt.
Hurtigen flygted de vingede Ord fra hans Læber:
Ungdom jeg er, den lyksaligste Alder,
Livets de bedste, frydfuldeste Timer
Skjænker jeg Mennesket. Fyrig og dristig,
Leder jeg ham til de yndigste Dale,
Leder jeg ham paa de steileste Bjerge;
Blomsten saa lavt og saa høyt ei kan stande,
Jeg jo den bryder, føler dens Vellugt,
Ikke med Barnets bevidstløse Glæde;
— Nei, den kun nyder, som veed at han nyder —
Ikke med Mandens og Oldingens Kulde,
— Nej, kun det glødende Hjerte kan trylles. —
Ei jeg den døsige Middelvei kjender,
Som man, saa daarlig — Rolighed kalder:
Aabent for Fryd og aabent for Smerte
Er kun mit Bryst. Vel jeg ikke kan smile
Stedse som Daaren; men Glæden forskjønnes
Stundom ved Taarer. O ! disse Taarer
Selv ere søde; thi de fremkaldes
Ei af Brødkummer, ei af Guldsyge,
Men kun af Elskov. Kærligheds Luner
Er mine Sorger, Kærligheds Luner
Er mine Glæder. Kjølende Druer
Presser jeg glad i det skummende Bæger,
Nipper ei ængstlig af blinkende Nektar,
Sorgløs jeg nyder, og dandser og tumler,
Sværmende fro, forbi Torne og Tidsler
Hen til de smilende skjønne Livsblomster,
Ergo Fornuft! — hvis du er lidt fornuftig —
Tilstaae! jeg er den lyksaligste Alder.
Ungdommens Genius havde nu udtalt; da fremstod
Rolig og fast, med alvorlige, skarpere Blikke,
Mørkere Haar, og sortsmudset Hage deu Tredie,
Løfted den marvfulde Arm, og taled saaledes:
Manddom er jeg,
Den fuldmodne,
Bedste Alder.
Barndoms Afmagt,
Ungdoms Letsind,
Vige skamfuld
For min Styrke;
Og magtløse
Alders Barndom
Seer med Savn mod
Mig tilbage.
Jeg er ingen
Træl af Nyden,
Ei jeg tæller
Livets Dage
Paa dets glade
Øyeblikke,
Ei paa Blomster,
Som jeg bryder,
Men paa Blomster,
Som jeg — planter.
Livets Maal er
Kraftfuld Virken,
Og mit Kald er
At naae Maalet.
Ei ufølsom
For det Gode,
Ei ufølsom
For det Store,
For det Høye,
For det Skjønne —
Handler jeg dog
Meer end føler.
Hvad er værdigst
For et Væsen,
Stammet ud fra
Guderkraften,
At omtumles
Som en Baad for
Vilde Bølger?
Eller, som den
Stærke Sømand,
At oproe den
Kjæk mod Strømmen?
Hvad er gavnligst
Paa vor Klode:
Vaaren med sit
Kjælne Vindpust?
Eller Høsten
Med sin Frugtkurv?
Hvad er skjønnest
Paa vor Klode,
Espen med sin
Svage Zittren?
Eller Eegen,
Som staaer rolig,
Naar det stormer?
Jeg, hin Søemand
Liig, opkæmper
Daaden mod de
Vilde Bølger;
Jeg er Høsten
Med min Frugtkurv;
Jeg er Eegen,
Som staaer rolig,
Naar det stormer.
Siig, Fornuft! da,
Er er Manddom
Herligst — værdigst,
Gavnligst — skjønnest
Og den bedste
Livets Alder?
Her holdt han inde; for Domstolen vakled den fjerde,
Aldrenes Genius: sølverne vare hans Lokker,
Roligt og blidt var hans Aasyn; paa Staven han hviled,
Øyet mod Himlen, og Haanden paa Brystet, han taled
Alderdommen du vel kjender
Paa dens Skjælven, paa dens Krykke,
Paa dens snebedækte Isse,
Paa dens Rynker, og den slukte
Ild i Øyet. Ynk mig ikke;
Men — misund mig; thi jeg er dog,
Trods min Afmagt, trods de dybe
Tidens Furer paa min Pande,
Menneskets den bedste Alder.
Er ei Aandens Roe og Virken
Viisdoms høye Maal hernede?
Og kan Aanden, fri og rolig,
Stræbe frem fra Støvets Hylster,
Over Jordens Usselheder,
Naar hos Barnet den end slumrer,
Naar hos Ynglingen til Livet
Sands og Lidenskab den fængsler,
Naar hos Manden den nedtynges
Af de tunge Verdenssorger?
Kun hos Gubben den sig hæver,
Fri som Ørnen, over Klodens
Mørke Taager, til den rene
Høye Æther. Er det muligt
For en Kraft, af Svaghed bundet,
Trods sin Lænke, at fremile
Stolt mod Kraftens evige Ophav?
O! saa er den Mulighed kun
For bedaget Jordbeboer.
Hvad er Dødeliges Lykke?
Er det Glæder, som de haabe?
Er det Glæder, som de nyde?
Eller nydte Glæders Minde?
Lad erfaren Vandrer fremstaae!
Han vil vidne, at de Væsner,
Som den Arme kaldte Glæder,
Trylled ham naar fjernt de stode
I Fremtidens Paradiser,
Sminket skjønt med Haabets Farver;
Men at Trylleriet bortsvandt,
Naar paa Virklighedens Lyngmark
Nutids Haand, saa kold og grusom,
Bortrev Haabets Rosenmaske
Fra de blege Glædesskygger.
Kyndig Vandrer vil bevidne,
At ham fra Erindrings Høye
Dalens Roser bedre gløded,
End da han i Dalen vanked:
Og naar han blandt hine Blomster
Skued en og anden Plante,
Fredet af hans Haand, fremspire
Skjøn og rank for Efterslægten,
At han da først syntes leve,
Naar han saae, han — havde levet.
Øvet Daad og svundne Glæder
Ere smilende og lyse
Billeder, som huldt omflagre
Alderdommen. Livets Fryd er
Haab om Fryd; og hvor er Haabet
Mere virkligt, sandt og ædelt,
End hos Gubben, som af Livet
— Intet haaber, men som rolig
Skuer over Gravens Mørke
Til den lyse Morgenrøde,
Som han her forgjæves søgte?
Maa du da, Fornuft! ei tilstaae,
At den blide, den miskjendte
Alderdom bør øverst stande
Blandt de Dødeliges Aldre?
Menneskealdrenes Genier taug, og Fornuften
Reiste sig sindig fra Sædet, og fældede Dommen:
Herlige Væsner! som Guddommen sendte til Jorden,
For at ledsage dens Børn gjennem Livet, I stride
Her om en Rang, som jeg Ingen af Eder kan tilstaae.
Ret har I alle, naar Eders Fortrin I skildre,
Uret, naar taus Eders Mangler I gjerne forbigaae.
Goder og Mangler er viselig kjædet hernede,
Fælleds de virke til eet Maal, det er Forædling.
Gradviis maa Mennesket stige til Maalet: hver Alder
Bidrager Sit til at føre ham did. Først den blide
Barndom maa lede ham varsomt paa tornløse Stier,
Saa maa den fyrige Ungdom tumle ham dristigt
Frem og tilbage; men stedse dog — hvorvel umærket
Nærmere Medet; nu kommer virksomme Manddom,
Standser hans vildsomme Irgang, peger alvorlig
Paa hans Bestemmelse, lærer ham kæmpe sig til den.
Endelig staaer han paa Bjergtoppen; viselig rækker
Alderdom Haand ham, viser ham kierlig hver Omvei,
Hidtil han vanked; borttager Taagen fra Øyet;
Og nu først indseer han, at hvad han søgte saa længe
Er ei paa Jorden; glad seer han Himmelen aaben,
Og vandrer rolig til Evigheds lysere Egne.
Saa har I Alle opfyldt eders Kald; det er stort, og
Viist som den Uraand, hvorfra I udsprang tilsammen.
I ere Brødre: vandrer da stedse som hidtil,
Haand i Haand, enig som Brødre, om Menneskeheden!
I ere Alle fortreflige, fuldkomne ikke:
Selv ufuldkomment Alt mod Fuldkommenhed stræber.