En Ridder, saa mandig, saa kjæk, og saa huld,
Med blanken Skaalharnisk og Hjelmen af Guld,
Paa fnysende Ganger foer ilende frem,
Og standsed ved Lynalils rolige Hjem.
"Jeg kom", var hans Ord, "over Bjerg, over Søe,
At see, og at elske den skjønneste Møe."
"Velkommen!" hun stammed, og ledte ham ind,
Og rødmende blussed den Pigelils Kind.
"Jeg kom", han gjentog, "over Bjerg, over Søe,
Til Brud mig at kaare den skjønneste Møe."
Forvirret saae Pigen den fremmede Mand,
Og var hun tilmode, jeg veed ei hvordan.
"Jeg kom," blev han ved, "over Bjerg, over Søe,
At beile til Lyna, den skjønneste Møe,
Og svoer jeg den Eed, da jeg stundede hid,
At leve med dig, eller døe udi Strid."
Snart rød som en Rose, snart bleg som et Liig,
Med bankende Hjerte hun nærmede sig:
"Flye", sukked hun, "flye, ak! jeg kan ikke — nei,
Min Haand og mit Hjerte tilhøre mig ei.
En Yngling jeg elsked fra tidligste Vaar,
Dit Øie han havde; men lysere Haar,
Han havde din Hage, han havde din Mund,
Men Stemmen var spæd og paa Hagen var Duun.
Til fremmede Egne han vandrede hen,
Snart iler han hid til sin Pige igjen;
Syv Gange omrulled det langsomme Aar,
Snart kommer min Elsker fra tidligste Vaar."
"O! Pige, din Elskov var barnlige Leg,
Og Barndommens Lege med Barndommen veeg;
Troe ikke, o Luna! duunhagede Ven!
Han kommer, han kommer vist aldrig igjen."
"Nej, Fremmede! nei; før min Yngling vil døe,
Før troløs han sviger sin elskede Møe;
Paa Brystet han bærer mit Navn udi Træk,
Men indenfor staaer det med gyldene Præg."
"Saa vis jeg da flye," var den Fremmedes Ord;
"Og Døden opsøge i Strid, som jeg svoer;
Men seer du, o Pige! i Drømme et Liig,
Da skjænk det en Taare, og viid — det er mig."
Og langsomt bortvandred den Ridder saa huld,
Med blanken Staalharnisk og Hjelmen af Guld.
"Ak! Fremmede! bliv dog! jeg elsker — ak! nei
Flye! — bliv dog! — nei, flye kun! jeg elsker dig ei"
Glad vendte tilbage den Ridder saa huld,
Bortkasted sit Harnisk og Hjelmen af Guld:
"Troe Pige! o! troe kun duunhagede Ven!
Men aldrig han kommer duun hagetigjen.
Gjenkjend her din Elsker fra tidligste Vaar,
Med stærkere Stemme og mørkere Haar."
"Gud Ludvig!" hun stammed, og sank til hans Bryst,
Og taus var Gjenkjendelsens himmelske Lyst.