O Natur! naar du dig aabenbarer
I din Skjønhed for din varme Søn;
Hvi tør han da ei i Brødres Skarer
Salig raabe ud: hvor er du skjøn!
Ak! hvad maa vel holde ham tilbage
Fra at knæle i din Helligdom?
Mængdens Smil han vil sig ei paadrage,
Og han staaer som — sjæletom.
Ven! naar stundom i fortrolig Klynge
Hjertet skjønt og ædelt røber sig;
Hvi tør ei min Arm sig om dig slynge,
Og til Broderbrystet trykke dig?
Hvi maa kold forsigtig Læben tale,
Mens det brænder i mit Inderste?
Vilde ogsaa du mig Sværmer kalde,
Hvis du saae jeg — følede?
Pige! naar jeg sidder ved din Side,
Og udi dit skjønne Øye seer
Taaren, som paa Kinden vil nedglide,
Kaldet frem ved Brødres Lidelser;
O! hvad hindrer Taaren da at flyde?
O! hvi dræbes den i Fødselen?
Og hvad grusom Lov maa mig forbyde
Henrykt at bortkysse den?
Arme Menneske! hvad er du vorden?
Ak! en Træl af Daarens usle Dom.
Unatur har lænket dig paa Jorden,
Stødt dig af Naturens Helligdom;
Og naar stundom kjærlig den vil drage
De vildfarne Sønner til sin Barm,
Rødme de, og styrte feig tilbage
Kold i Følesløsheds Arm.
For os selv vi burde rødme, ikke
For en daarlig Verdens kolde Smil;
Men i Vanens Kobberlænker ligge
Selv de Faa, som sig løsrive vil.
Og for dem en evig Tvang var Livet,
Gik de stedse paa alfare Stie:
Eensomhed! til Trøst du os blev givet,
Thi hos dig kun er vi fri.