Det var den Konning Ejegod,
I Kirken monne han gange;
Saa mørkt St. Albans Billede stod
Alt i de mørke Gange.
Ved Altret ligger en gammel Sten,
Af Marmoret hin hvide,
Der hvile de møre Christenben,
Alt fra de første Tide.
Men ligerviis udi hviden Snee
Bloddraaber skinne saa røde,
Saa skinned to Roser rødlige
Paa Stenen over de Døde.
De Roser skinne saa underfuld,
Den Konning stirrer saa saare,
Paa Stenen stirrer han sorrigfnld.
Og fælder vel mangen Taare.
Thi Roserne, som saa røde stod
Alt paa det Marmor hvide,
Var malede med hans Broders Blod,
Det maatte den Konning vide.
Did ganger en Christen til sin Gud
Ved Alteret at bede,
Der beder engang den Konning Knud,
Mens Mordere om ham lede.
En Broder stander ved Kirkedør,
Velsignet han evig hedder;
Sin Konning tro han kæmper, og døer,
Og derfor ham Gud nu glæder.
De Mordere med vanhellig Fod
Alt for Høyaltret traade,
Og Konning Knud sank i sit Blod,
Bad for sit Folk om Naade.
Men paa den blege Marmorsteen
Faldt Draaberne de røde,
Ei kunde de tvættes af igjen,
Som Roser monne de gløde.
Det var nu Konning Ejegod,
Han stirred ned saa saare,
Og paa det kolde Broderblod
Faldt hede Brodertaare.
Men Roserne skinned lige rød’,
Og Taaren dem ikke sletted,
Uskyldig var den Fromme død,
Ei Folkets Brøde aftværret.
Og det var Konning Ejegod,
Til Rom saa monne han skrive.
Og spurgte om Raad, hvordan det Blod
Engang kunde slettet blive.
Thi sones maatte den Konnings Død,
Blodroserne svinde tillige;
Thi visselig stor Jammer og Nød
Forjættedes Land og Nige.
Og loved vare den Pave from!
Kong Knud han monne optage
Blandt dem, som for Guds Helligdom
Som Martyrer kom af Dage.
Det var da Knud den Helgens Liig
Blev lagt udi Kobber røde,
Og Messer læstes andægtelig
Alt for den hellige Døde.
I Kirke ganger Kong Ejegod,
Paa Stenen monne han stande,
Udslettet er nu det Konningblod,
Og frelst baade Folk og Lande.