Kejseren gav mig Borg og Len
Dertil stor Magt og Ære;
Ej heller var jeg til Orlog sen;
Jeg maatte hans Banner bære.
Brudt var Lombardens Pagt og Ed;
Fjernt Maurerkongen fnyste.
Med Hæder Kejserens Ørne stred;
Højt Roland i Kampen lyste.
Sejren omfløj min Bannerstang,
Og Lykkens Fugl min Lanse.
Paa Borgen Dronningens Møer sang —
De smykked min Hjælm med Kranse.
Herrerne saa lidt skævt i Løn,
Naar Jomfrusang mig priste;
Og mindst forlysted Kejserens Søn
Den Hæder, han selv forliste.
Carlot var Kejserens Øjesten;
Hans Sjæl var Glød og Flamme.
Mod Himlen knejsed den unge Gren
Fra Jordens højeste Stamme.
Blæste Roland ved Sejrens Fest,
Blev Carlots Blik helt vilde;
Naar Prinsen sad paa sin Faders Hest,
Ham Verden tyktes for lille.
Kejseren gav jeg glad mit Ord;
Det Ord blev svært at holde:
Ung Carlots Liv trygt Værge jeg svor,
Til Holgers Lemmer blev kolde.
Carlots Moder en Dag jeg saa;
Hun vinked bleg fra Svalen.
Prinsen for i sin Rustning blaa
Med Hæren gennem Dalen.
Dejlig blinked i Staalets Glans
Den Helt med Jomfrulemmer;
For Rolands og Holger Danskes Krans
Selv Verdenskronen han glemmer.
Carlot i Slaget vildt fremfor;
Sit Liv han agted føje.
Den Ven, der hjalp ham, Døden han svor;
Han blødte med Lyn i Øje.
Lidet jeg ænset Drengens Harm;
Jeg sejred mod hans Vilje;
Jeg vristed ham ud af Dødens Arm;
Han blegned alt som en Lilje.
Sværdet han greb fra Jorden brat;
Dets Lyn mig for mod Panden.
I Pant jeg havde min Ære sat:
Jeg bøded med Skjolderanden.
Aldrig udholdt jeg værre Dyst:
Jeg stod som Marmorstøtte;
Mig Pladerne sprang fra Skulder og Bryst;
En Stund fuldstille jeg blødte.
Længe jeg husked den dyre Ed;
Jeg kold hvert Saar lod brænde.
Til sidst blev Holger Danske dog vred,
Og brat havde Tvisten Ende.
Aldrig saa jeg en værre Dag:
Mit Liv jeg vilde værne;
Men aldrig slog jeg et værre Slag —
Paa Jorden flød Carlots Hjerne.