Tidt jeg stod, hvor Kæmper blødte,
Dem jeg vog i freidig Dyst;
Brustne Øines Blik mig mødte —
Let dog aanded Holgers Bryst.
Tungt jeg drog fra Brystet Aanden,
Med ung Carlots Lig ved Fod;
Hvor mig Sværdet sank af Haanden,
Brændte mig hint unge Blod.
Dag blev Nat for Holgers Øie;
Syn og Tanke mig forgik.
Kun et Glimt jeg mindes nøie:
Det var Carlots sidste Blik.
Ned i Muld jeg stirred længe,
Og mit Hoved sank mod Jord.
Maanen skinned over Enge;
Op fra Carlots Blod jeg foer.
I min Sjæl der skreg en Stemme;
Holgers Bryst den søndersleed —
Aldrig jeg dens Gru kan glemme:
Holger Danske brød sin Eed!
Med det svære Ord paa Hjerte
Løfted jeg den faldne Helt.
Sønnens Lig jeg bar med Smerte
Til den store Faders Telt.
Der blev Sorg i Keiserleiren;
Bleeg den høie Hersker stod.
Sønnen lagde jeg med Seiren
Og mit Hoved for hans Fod.
Der var Kval og Harm at skue
I den store Keisers Blik.
Døden saae jeg i dets Lue;
Taus til Fængslets Grav jeg gik.
