Tit jeg stod, hvor Kæmper blødte,
Dem jeg vog i frejdig Dyst;
Brustne Øjnes Blik mig mødte —
Let dog aanded Holgers Bryst.
Tungt jeg drog fra Brystet Aanden,
Med ung Carlots Lig ved Fod;
Hvor mig Sværdet sank af Haanden,
Brændte mig hint unge Blod.
Dag blev Nat for Holgers Øje;
Syn og Tanke mig forgik.
Kun et Glimt jeg mindes nøje.
Det var Carlots sidste Blik.
Ned i Muld jeg stirred længe,
Og mit Hoved sank mod Jord.
Maanen skinned over Enge;
Op fra Carlots Blod jeg for.
I min Sjæl der skreg en Stemme;
Holgers Bryst den søndersled —
Aldrig jeg dens Gru kan glemme:
Holger Danske brød sin Ed!
Med det svære Ord paa Hjerte
Løfted jeg den faldne Helt.
Sønnens Lig jeg bar med Smerte
Til den store Faders Telt.
Der blev Sorg i Kejserlejren;
Bleg den høje Hersker stod.
Sønnen lagde jeg med Sejren
Og mit Hoved for hans Fod.
Der var Kval og Harm at skue
I den store Kejsers Blik.
Døden saa jeg i dets Lue —
Tavs til Fængslets Grav jeg gik.