Roland var Holger Danskes Ven.
Han naaede knap til min Skulder;
Frankernes mindste Ungersvend
Var rappest i Kampens Bulder.
Lystigt han sang i Kejserens Hær;
Ret aldrig jeg saa hans Lige:
Dyrendal hed hans lange Sværd;
Det frelste Kejserens Rige.
Hver Gang Roland Dyrendal svang,
De stærkeste Kæmper blødte.
Dødsbud for tusind Øren klang,
Naar Roland i Hornet stødte.
Olivant hed hans gyldne Horn;
Det blæste han med stor Gammen.
Mænd han mejed som Bønder Korn,
Og Hære blæste han sammen.
Roland frem for Kejseren sprang;
Om Hornet klirred hans Handske;
Dyrendal haardt mod Flisen klang:
„Jeg borger for Holger Danske!”
Roland mæled et Ord fuldtro;
Han vilde mig frelst i Nøden.
Brat han tav dog, helt lidet fro:
I Kejserens Blik laa Døden.
Dommen udfor fra Kejserens Mund;
Fast værre blev Holgers Trængsel:
Den var Dødsens, der nævned en Stund
Mit Navn, mit Liv og mit Fængsel.