Jeg svelted i Taarnet: det skorted paa Brød;
Dog Hunger var mig den mindste Nød.
Mit danske Blod mig til Kinden for,
Alt for jeg glemte mit Ridderord.
Med Harme jeg dybt i min Tunge bed,
Alt for jeg glemte hin dyre Ed.
Mod sorten Muld jeg mit Øje vendte:
Ung Carlots Blod paa mit Hoved brændte.
En Dag fornam jeg en myndig Røst:
„Opløft dit Hoved, og vær fuldtrøst!
Paa Jorden var ingen Mand saa stor,
Han brød jo Løftet, sin Gud han svor.
Slog Verden ej selv Guds Søn ihjel,
Og frelst hun blev dog alligevel.” —
Mod sorten Muld jeg dog Øjet vendte:
End Carlots Blod paa mit Hoved brændte.
Og atter taled hin stærke Røst:
„Opløft dit Hoved, og vær fuldtrøst!
Se! her staar Ærkebispen, din Ven;
Den Ed, du brød, jeg heler igen!
Jeg lover dig Fred fra Paven i Rom,
Hvad Blod der saa paa dit Hoved vendte:
End Carlots Blod paa mit Hoved brændte.
Da mæled Bispen for tredje Gang:
„Din Bod dog vorder fuldstreng og lang, —
Tre Aar ej Holger Danske skal le
Og hverken Sol eller Maane se;
Al Verden skal tro dig af Hunger død,
Naar Carlots Moder sender dig Brød.”
Fra sorten Muld jeg mit Øje vendte:
Det var mig, som Blodet mindre brændte.
Men Taaren brændte paa Holgers Kind;
Mig rørte hin sorgslagne Moders Sind:
Den høje Frue, hvis Søn jeg slog,
Fra Dødens Grube min Sjæl opdrog.
Fuldkarsk jeg greb, i mit Fangebaand,
Det Brød, der kom fra Dronningens Haand.
For Vand hun gav mig god Vin til Drikke —
Om Sol og Maane spurgte jeg ikke.