Qui oseroit se promettre de
Contenter les hommes?
La Bruyere.
Du, som i Skjønheds Helligdom indtraadte,
Og fængslet af Gudindens Trylleblik,
Til hendes Alter henrykt synke maatte,
Og nødigen fra Helligdommen gik!
Du veed det ene, du kan helligt sværge,
At Skjønhed ei er nogen Sværmerdrøm,
Ei Morgenglands paa Phantasiens Bjerge,
Ei Bobler, som forgaae i Tidens Strøm.
— Men kast et Blik fra Tankens høye Sphære,
Fra Helligdommen til den tave Jord!
Og see hvor faa, hvor saare faae der ere,
Som see med dig, og henrykt med dig troer.
Og skue Gudindens arme Børn hernede;
See hvor de vanke om fra Bye til Bye,
Og tit forgjæves om et Herberg lede,
Og finde sjælden et erkjendtligt Lye.
Bær de end Træk af Moderen, tillige
De Faderen jo stunddom ligne maae,
Og Faderen er blandt de Dødelige,
Halvguder Børnene paa Jorden gaae.
Vel kan de det Guddommelige stamme,
Men ak! de græde tit ved jordisk Nød:
Thi fjendtligt Sværd kan selv Halvguder ramme,
Og de er ikke fri for Saar og Død.
Tit gaae de Børn fra Hytte og til Hytte,
Forladt, miskjendt, foruden Huus og Hjem,
I Dag en Jordboe glad dem vil beskytte,
I Morgen atter han forstøder dem.
Thi hvad der trylled rolig Viisdoms Blikke,
Saae Lidenskabens Taageøye ikke,
Og mangen Sands kan kun Støvformen see,
Som slutter ind det Himmelske.
Her Blodet alt for heedt i Hjertet syder,
Her alt for tykt, og koldt, og trægt det flyder,
Hist knytter sig et fjernt beslægtet Leed
I Tankens Kjede, og den — sønderriver;
Her kan ei Phantasien følge med,
Og hist den flyer, og Alt tilbagebliver.
Og Børnene gaae frygtsom hist og her,
Som Betlere; faa Hjerter findes hjemme;
Her Gubben dem med halvslukt Øye seer,
Der skræmmer Manden dem med barske Stemme,
Her tale de den unge Mand for viist;
Naar barnligen de syntes lalle hist.
En fordrer Sandhed, og en anden Smiger,
En Tredie kun efter Nytten higer,
Faa elske Skjønhed, fordi den er skjøn,
Hvor vil du da, o Kunstens arme Søn!
Hvor vil du dine elskte Børn hensende?
Hvor vil man dem modtage og erkjende?
Maaskee en enkelt Vandrer elsker dem,
Naar Tusinde dem nægte Tag og Hjem.
Thi hvad bestemmer Mængdens Skjønhedsdomme?
Ei blot en flygtig dunkel Følelse,
Ei blotte Meninger, som gaae og komme,
Af Stemning, Fordom, Vane avlede;
Ei blot Forstandens kolde Prøvestene,
Ei blotte Reglers snevre Maalestok,
En taaget Luft, en Skye paa Himlen ene,
Er stundom til at mørkne Øyet — nok.
Thi Kunstner! skabte du end en Charite,
Haab ei: at Hver med Glæde hende seer,
Maaskee der vandred nys en Aphrodite,
Hvor Huldgudinden ei bemærkes meer;
Dog er hun lige skjøn; mistvivl ei heller,
Den Dag vil komme, at hun vorder kjendt:
Fordømt er intet Skjønt, om Verden fælder
Tifold Dødsdommen, — den er ufortjent.
Og du, som hørte Dommens Tordenstemme
Grum nægte dine Børn paa Jorden Lye,
Du seer dem skjælve; dog ei Manden skræmme
De tomme Lyd, som døve, og bortflye!
Lad Stormen fare hen, og harmfuld brumme,
Den styrter ei den stærke Vandringsmand;
Men dvæler den, og vil den ei forstumme,
Er der eet Herberg dog, du søge kan;
Bevidsthed er dets Navn, og Roe dets Sæde,
Derfra du smile kan mod Stormene,
Derfra du atter Veien kan betræde
Til Helligdommen, du dig viede.
Did kan du dine elskte Børn medtage
Til deres Moder, der ved Altret staae
Tilbedende, og aldrig meer tilbage
Til Taageluften fra din Himmel gaae.