Saae du det Hav, hvor Bølgen hæver
Sig over Bredden underlig.
Men stille skaanende dog bæver
Foruden Dæmning fredelig?
Saae du det Hav, hvor ingen Snekke
Opsøger Rigdom, — trodser Død;
Men hvor de Vover selv henlægge
Velsignelsen i Landets Skjsd?
Det fraader ei, naar Stormen bruser,
Det skjuler ingen Klipper — Liig;
For Sommervinden blidt det suser,
Og glemmer mangen Lykkelig.
Det Hav udstrømmed skjønt af Freden,
Der hersker ingen Rov og Mord,
Der kæmpe ingen Dyr forneden,
Og Mennesker ei ovenfor.
Der svømme ingen Hvaler grumme,
Og ingen Skjældyr kolde stumme;
Havfruer boe paa Havets Bund,
Med Sølverrøst, og klædt i Duun.
De brede ud den lette Vinge,
Og flagre over Bølgen hen.
Ved Morgenrød de glad sig svinge
Lydtsjungende mod Himmelen.
Mod Qvel de atter Hjemmet søge
I Hytten under Bølgetag,
Og fro de deres Liv bortspøge
I Hav, i Luft, ved Nat, ved Dag.
Du saae det Hav, du saae den Bølge,
Du hørte de Havfruers Sang;
Og kan du nu Camoenen følge,
Saa gjenkjend det i Harpeklang!