Vita, si scias uti, longa est.
Seneca.
Med Luthen i Haand gik Sangeren fro
Over duftende Enge,
Og blidt i Skumringens svalende Roe
Klang gyldene Strænge.
Han qvad om Blomsten, som længe var død,
Han qvad og om den, som sin Vellugt udgjød,
Han qvad selv om den, som end ikke var fød;
Og Rosen, som døde,
Ham smiled fra Graven imøde,
Og Rosen, som leved, og blussede rød,
Ham duftede sød,
Og Rosen, som laae end ufødt i sit Skjul,
Selv syntes han aabne sig huld.
Ved sprudlende Kildes grøndækkede Bred
Lod Skjalden sig ned;
O! hellige Oldtid, din Aand jeg gjenkjender,
— Saa qvad den begejstrede Skjald —
Forgjæves ei Lampen i Graven du tænder,
Forgjæves ei Luen i Barmen mig brænder,
Jeg følger det hellige Kald.
Og atter fremsvæved i flygtige Drømme
Et Væsen for ynglingens Blik,
Det kom, som i Floden de svolmende Strømme,
Som Bølgen i Ebbe det gik.
Det ligned en langsom og aldrende Qvinde,
Men løb dog forbi, som de snelle Vaarvinde,
Han saae det som oftest kun truende svinde;
Men greb han den Flygtning med hastende Arm,
Da smiled en Møe ved hans Barm.
Hvo er du, o Pige!
Som kommer, og flygter tillige.
Som ung og huld smiler,
Naar i mine Arme du hviler;
Men naar jeg dig lader ufavnet gaae fort,
Flyer gammel og truende bort
Du seer — lød den Pigelils Svar —
Det Væsen som er men ei var,
Og Vandenes Rislen, saa sagte fortrolig,
Og Fuglenes Qvidren fra løvtætte Bolig,
Og Hjertet, som banked end skyldfrit og rolig,
Gjød qvægende Slummer
Paa Øyet, som ei kjendte Kummer.
I Drømmeslør fremtreen for Ynglingens Aand
En Gubbe med Lokker snehvide,
Og Sangeren vandred ved Oldingens Haand
Til Egne ukjendte og vide.
Paa stolte Ruiner han undrende stod,
Hensmuldrede Kæmpebeen laae ved hans Fod,
Og Aander sig hæved
Af Gruset; og høyt over Gravene svæved,
Og Ynglingen bæved —
Men Oldingen smiled, og ledte ham hen
I Dødshvælvingen.
Der tindred en Lampe i tausen Nat,
Gjennem sorten Muld,
Og under de Masser, nedstyrtet saa brat,
Lyste røden Guld;
Taus pegede Gubben paa Citheren,
Og svandt igjen.
Og tusinde Skikkelser har.
Jeg er men ei bliver,
Hvad var gav jeg Liv, det Vordende Livet mig giver.
Jeg fødes, og føder, og døer,
Og fødes paa ny; men ei dvæle jeg tør,
Ja selv naar du siger, jeg er,
Jeg er ikke meer.
Kun sjælden mig Mennesket skuer,
Som oftest man kjender og griber mig ei;
Men naar jeg er flygtet paa iilsomme Vei,
Jeg seer mig tilbage og — truer.
Dog favner man mig naar jeg farer forbi,
Da strøer jeg tit Blomster paa Vandrerens Stie,
Og Blomsterne leve,
Naar jeg maa bortsvæve,
Og stundom bli’er Blomsten en Bautasteen,
Som staaer høyt paa de mulddækte Been.
Mit Navn er det flygtende Øyeblik;
Saa talede Pigen og gik.
O! kostbare Nutid! — saa Ynglingen sang —
Jeg kjender din lynsnelle Gang;
Du evigen svinger.
De flygtige Vinger,
Og grønnende Palmer den Viise du bringer,
Som greb dig i lynsnelle Gang.
Paa ny leged Drømme for Sangerens Øye,
Han skued en Engel paa himmelske Høye;
I Morgnens rødmende Rosenskjær
Stod den Yndige der.
Som høyt fra det Fjerne
Den natlige Stjerne,
Saa tindred’ hans Blik til den Jordiske hen.
Som Pigen Vennen til Elskov vinker,
Naar Maanen lyser, naar Vesper blinker,
Saa vinked fra Høyen Engelen.
Med aabne Arme gik Skjalden did,
Hvor Himlens Søn standed skjøn og blid;
Dog naar han nær sig de Høye troede,
De atter smilende fjerne stode,
Og Englen vinkede stedse der;
Men — aldrig nær.
O! skjønne Fremtid! jeg skuer dig,
Du flyer for mig:
— Saa Sangeren atter udbrød, —
Dog maatte du evig for Støvet vige,
Og kunde han ei dine Høye bestige,
Og fjernet din Himmel han nød.
Bortflygret var Slumren, og Drømmene veeg;
Tit Skjalden dem minded ved Strængeleeg.
O! trefold lyksaligt er Menneskelivet;
Thi trefoldigt Liv os i Livet er givet,
Naar stolt vi til Oldtidens Minder os hæve,
Naar fro vi i Nutidens Øyeblik leve,
Naar haabfuld de Tanker i Fremtiden svæve.
Saa qvad han om Blomsten, som længe var død,
Saa qvad han om den, som sin Vellugt udgjød,
Saa qvad han om den, som end ikke var fød;
Og Rosen, som døde.
Ham smiled fra Graven imøde,
Og Rosen, som leved, og blussede rød,
ham duftede sød,
Ja Rosen, som laae end ufødt i sit Skjul,
Selv syntes ham aaben sig huld.