B.S. Ingemann (1789–1862)

En Snekke jeg skuer paa gyngende Vande

Imellem to fjerne fortryllede Lande,

Paa Snekken de Sømænd saa længselfuld staae,

Og ønske de yndige Bredder at naae.

        Men som de fremglide

        Mod vestlige Strand,

        Fordunkles det blide

        Det østlige Land;

        Dog kunne skimte

        Den herlige Kyst,

        See Stjernerne glimte

        I dæmrende Øst,

        See Skikkelser svæve

        Nu hist, og nu her.

De synes saa store, de synes saa gjæve,

Som Kæmper de gange med Harnisk og Sværd.

Snart stande de Skygger, liig Bautastene;

Alvorlig i Kreds de til Skjolde sig læne,

Svart svinder for Øyet den flygtige Form,

Og Synerne vexle, som Skyer i Storm.

        Og Taagerne blænde

        Den stirrende Mand,

Ak! skulde jeg ikke de Skikkelser kjende?

Var det ei mit Fædreneland?

        — — Fort tumles den Snekke

        Ad blaalige Strøm,

Og brusende Bølger de Sømænd opvække,

Som Daglarmen Pigen af Morgenens Drøm.

        Ei meer de henstirre

        Mod dæmrende Øst,

        Hvor Aander omirre

        Paa underfuld Kyst.

        De Skygger er tomme,

        Hint Land er ei til,

        Did kan vi ei komme,

        Hvor gjæne vi vil.

        Vort Blik sig forvilded

        Paa Drømmenes Bred,

        Og hvad er et Billed

        Mod Virkelighed?

        Og vende de Øyet

        Mod Dagfaders Grav,

Og ahne, og harme, og skue fornøyet

Mod Kysten i vestlige Hav,

        Hvor Snekken vil lande

        I skovkrandste Havn,

Hvor Bjerget sig speiler i bølgende Vande,

Og Dalen dem aabner sin Favn.

        Og Snekken udspiler

        Sin Vinge saa hvid,

Som Fuglen mod Hjemmet den stræber den iler;

Men aldrig kommer den did;

        Det Land som de søge

        I vestlige Søe,

Maa stedse saa grumt med Havpløyerne spøge,

Det er en letsvømmende Øe.

        I speilglatte Bølge

        Den kaster sit Skjær,

Og flygter, mens Tusind det Billed forfølge,

Som idelig synes saa nær.

        Og Voven bortskylles,

        Det Billed forgaaer,

        Paa ny det fremtrylles;

        Men aldrig bestaaer.

        Og Snekken mon glide

        Paa Søen en Stund;

Men naar den ei længer med Bølgen kan stride,

Den daler, og synker til Havsens Bund.

        Dog da er den svundet,

        Hin Længselens Tid,

Og Øen som skuffed, og flygted, er bundet,

Og lykkelig svømmer den Skibbrudne did,

        Og naar han opstiger

        Paa fremmede Strand,

Hver Trængsel og Nød fra hans Hjerte bortviger.

Han er i — sit Fædreneland.