Ung Pervitz saae det kolde Skaal at bløde,
Og Broderhjertet blødte stærkere;
"O Bahman! sukked han, du kæmped, døde,
Mens dorsk jeg Dag og Nat bortdrømmede.
Du faldt, imens din Hæders Stjerne blinked,
Til himmelsk, ei til jordisk Fryd den vinked,
Men see! din Aand her møder mig i Blod,
Og vækker, kalder mig til Daad.
Ja Broder! jeg vil kjæk, som du, bortdrage,
At finde hvad du søgte, eller — døe;
Jeg vil ei sidde kraftløs blandt de Svage,
Og sukke, eller rødme for en Møe.
Ja! ei den Helt, som kun paa Sværd sig læner,
Den ædle Piges Kjærlighed fortjener;
Ha — skulde hun, just hun mig sige det,
For hvem et Under var mig let.
Vel — hun har vakt mig af min Elskovsdvale,
En Qvinde var jeg; men nu er jeg Mand."
Saa monne med sig selv den Ridder tale,
Og stilled sig for Konningen paa Stand.
Om Orlov bad han, og den blev ham given,
Ja Kongen fandt forlængst hans Hjemmebliven
Heel uforklarlig, og fortrød især
Hans underlige Drømmefærd.
Han stod i Harnisk alt, og vilde stige
Paa Gangeren; men meer og mere svandt
Det stolte Forsæt, ei at see sin Pige,
For han var hende værd; — hans Elskov vandt;
Han vandrede endnu engang til Lunden,
Hvor mangen saa livsalig Stund var runden,
Endnu engang hans Øye maatte see
Hiint Paradiis, hiint Palmetræ.
Og Pigen stod i Palmetræets Skygge,
Skjøn, som da første Gang han hende saae,
I samme lette lilliehvide Smykke,
I Lokkerne en Krands af Blomster smaae,
Men ængstlig Hjertet slog, og Barmen bølged
Vemodigt Smiil forgjæves Smerten dølged;
Thi Taarer i det klare Øye stod,
Hun gyste ved sin Ynglings Mod.
Og hun fortrød nu selv at have vækket
Ærgjerrrigheden i den unge Barm.
Og Drømmeren af søde Drømme skrækket,
Og revet Elskeren af egen Arm.
For syntes hende Reisen kort og ringe,
Hun frygted Andre Skatten skulde bringe,
Nu da den Elskte hendes Vink adlød,
Hun ahned Farer, Kamp og — Død.
Og nu hun vilde holde ham tilbage,
Som Barnet, der først Fuglen Frihed gav,
Og siden atter vilde den neddrage,
Naar høyt den svang sig over Land og Hav.
Forgjæves kalder Kærlighedens Stemme,
Bevinget Stolthed kan den ei fornemme,
Og Arkens Due kommer ei igjen,
Før den medbringer Seirens Green.
"O Zulima!" — saa Ridderen udbryder —
(Det var Prindsessens foregivne Navn)
"O Zulima! naar saa din Taare flyder,
Naar saa du staaer, og aabner mig din Favn,
Da blues jeg, og dybt mig selv foragter,
Og ufortjente Kærlighed betragter,
Som Laurbærkrandse, flettet i mit Haar,
Mens jeg endnu bag Skranken staaer.
Men nei, jeg vil ei Lønnen førend Daaden,
Jeg gaaer til denne, at erhverve hiin;
Jeg vil ei betle Palmerne af Naaden,
Naar jeg kan fordre dem, da est du min.
Eengang kan Slummer Manden overvinde,
Eengang kan Manden vækkes af en Qvinde;
Men slumrer atter hen den dorske Sjæl,
Da er han vorden til en — Træl.
En saadan er end Pervitz ikke blevet,
Levvel — jeg kommer kun med Seir igjen;
En Funke er jeg, fra sin Sol løsrevet,
Bli’er den en Stjerne ei, — da slukkes den.
Og nu, tag dette Baand med Perler hvide,
At du kan fjernt din Ridders Skjæbne vide;
Thi hvis de Perler engang falde af,
Da viid, han fundet har sin — Grav."
Og modig han de kjælne Arme flyede,
Og Gangeren sin Byrde stolt modtog;
Den fnøs, og vilde ingen Tvang adlyde,
Men løb, og svandt, og Ild af Flinten slog.
Aleene standed den forladte Pige,
Og saae paa Perlerne de underlige,
Og stedse meer og meer de glindsede
For Øyet gjennem Taarerne.
Og from hun under Palmetræet knæled,
Og bad til Allah for sin Riddersmand;
Oprigtig Elskov hendes Bøn besjæled,
Og Roe og Trøst det bange Hjerte fandt.
Og saa hun bad ved aarle Morgenrøde,
Og saa hun bad ved silde Aftengløde,
Hun bad en Bøn for hver en Perle hvid,
Og tit en Røst sang skjult og blid:
"Græd ikke, o Pige!
Græd ei for din Ven!
Jeg kan dig det sige,
Han kommer igjen.
Og hvor han end farer
Paa Land eller Søe,
Blandt Menneskeskarer
Paa Verdens Øe,
Blandt Aander, i Farer,
Sin Tro han bevarer,
Og elsker sin Møe.
Græd ikke, o Pige!
Græd ei for din Ven!
Jeg kan dig det sige
Han kommer igjen;
Og hvor han end farer
Paa Land eller Søe,
Sin Troe han bevarer
Og elsker sin Møe."
Ung Pervitz stræbte stadigen mod Østen,
Ved Solens Lys, ved Maaruns blege Skin.
Engang han, ikke langt fra Inderkysten,
Ved Nattetid drog i et Herberg ind.
Her sadde muntre Gjæster, halvberuset,
Trindt Egebord, og fryded sig ved Kruset,
Imens en talrig Kreds af Reisende
I Krogen stod tæt klyngede.
Til dem vor Riddersmand sig monne føye,
— Han elsked ei larmfulde Tidsfordriv, —
Her sad en gammel Dervisch, fra hvis Øye
Fremstraaled end den unge Alders Liv;
Thi han fortalte om de svundne Dage,
Og kaldte mangent gammelt Sagn tilbage,
Fra mørke Oldtid; Alle lytted glad,
Og stedse ham fortælle bad.
"I ældste Tid (saa Dervischen fortalte)
Man siger Allah vandred selv paa Jord,
Og Menneskene from hans Navn paakaldte,
Lyksalighed fremspired i hans Spoer.
Det var den gyldne Tid paa Jorderige,
Dets Børn var skyldfri og ubødelige.
End vore Skjalde skjønt afbilde kan
Hiint Paradiis, Hiin Uskyldsstand.
Men denne Lykke vared ikke længe;
Til Ondt som Godt var Sjælene oplagt,
Det Godes Sæd lod snarlig sig fortrænge
Af Ukrudet, som var med det nedlagt.
Og onde blev de fromme skyldfri Hjerter,
Og Ondskab avled tusind nye Smerter,
Vred Guden gik fra Jord til Himmelen,
Og efterlod — Forbandelsen.
Og Jorden blev til Jammerdal forbandet,
Og Mennesket til kort og møisomt Liv,
Synd føded et Uhyre paa et andet,
Last — Sygdom — Død og evig Strid og Kiv.
De onde grumme Divs til Jorden tyede,
Dog een af Himlens lyse Aandechor
Blev paa den mørke faldne Jord.
Det var en ung livsalig Huldgudinde,
Hun smiled, vinked ad hver Dødelig,
De glemte deres Nød, og fulgte hende,
Og drømte sig ved Pigen lykkelig.
Men ak! hun kunde vinke kun og smile,
Og maatte stedse flygte, stedse iile
Fra Menneskenes længselfulde Favn;
Sumsumma var den Huldes Navn.
En anden Aand af Allahs lyse Skare
Den yndige Sumsumma havde kjær,
De tvende uadskillige vare,
Og derfor blev Abdalla ogsaa her.
De leve end i Jordens Jammerdale,
Og hjelpes ad vor Kummer at husvale;
Men Skjæbnen bød dem dele Støvets Kaar,
At vorde ældre Aar for Aar.
Snart som en gammel Mand, og gammel Qvinde,
De Aander levede paa Jorderig
Et evigt Liv, som kunde ei udrinde,
Endskjøndt dets Strøm hverdag forminsked sig.
Dog var de fro; thi Allah havde givet
Dem trende sjældne Ting til Trøst i Livet:
En Fugl, som taled, og — et Træe, som qvad
Og — Livsens Band, til Drik og Bad."
Ved disse Ord vor Ridder tæt sig nærmed
Tit Dervischen med spændt Opmærksomhed,
Og denne vedblev: "slig en Skat beskjærmed
Dem mod al Menneskets Elendighed;
Thi naar de hørte Fuglens Talertunge,
Naar Træet monne sine Hymner sjunge,
Og naar de nød den kostelige Saft,
De føled atter Guderkraft.
Men ei de onde Aander taale kunde
To lykkelige Peris mellem sig.
De vilde dem ei Plads paa Jorden unde,
Og tænkte at forjage dem ved Sviig.
De tre Klenoders Kraft de monne vide,
Og tog dem listig bort ved Nattetide,
Og satte dem paa Bjerget, deres Hjem,
Hvor Dag og Nat de vogte dem.
Og sorrigfuld Sumsumma og Abdalla
Beklaged Skattens Tab, og Ondskabs List
Men strengelig fortørnt vorded Allah,
Fordi de havde saa hans Gaver mist.
Og haarde Dom han over dem nedsender:
"Til Mennesker af onde Aanders Hænder
Engang udriver Himlens Ejendom,
Skal I adskildte vandre om."
Og pludselig en Hvirvelvind adskildte
De tvende elskend Skytsvæsener,
Sumsumma sig paa Høy i Dal forvildte,
Abdalla søgte vide Ørkener.
Og mange Aar i Tidens Hav er rundet,
Og mangen Vandrer har de Gamle fundet,
Den Qvinde tit paa Blomsterenge gaaer,
Paa vildsom Vei den Olding staaer.
Og begge sig Skilsmissens Sorger lindre
Ved Godhed mod det faldne Menneske;
Hun viser ham ved Nat hvor Stjerner tindre
Hun vinker ham til Rosendalene;
Og naar i Ørkner Vandrere vildfare,
Den gamle Mand sig tit mon aabenbare,
Han viser Farerne, som true dem,
Advarer, eller leder frem.
Af Himlen han kun Gjenforeening haaber,
Og Mennesket ei stort han lider paa,
Og mangen Daare han tilbageraaber,
Som dristig vil til Troldomsbjerget gaae.
Den gamle Qvinde derimod man siger
Fremskynder hver, som efter Skatten higer,
Og veed at skildre herligt i hvert Land
Den Fugl, det Træe, det Kildevand.
Og naar en Lykkelig tilbagevinder
Hiin Himlens Skat af onde Aanders Vold,
Da siger man, at der paa ny oprinder
Et gyldent, saligt, paradisisk Old.
Da troer man Allah ei blot vil gjenkalde
Den Dom, som traf Sumsumma og Abdalla
Men selv Forbandelsen forsvinde skal,
Som Jorden traf ved Støvets Fald.
Thi da har Mennesket sig selv tilkæmpet
Sit gamle tabte Paradis paa ny,
Da har hans Idræt Godheds Vrede dæmpet,
Da skal de onde Divs fra Jorden flye,
Og Allah, med sin lyse Aandeskare,
Skal atter sig hernede aabenbare,
Og Blindheds Søn skal aabne Øyet, — see.
Og leve — i Tilbedelse.
Saa er det Sagn, jeg i min Barndom hørte,
— Fortsatte Dervischen, — og mangengang
Det mægtigt underligt mit Hjerte rørte,
Naar Barderne det qvad til Harpeklang.
Og jeg har paa min Vei saa mangensinde,
Selv seet hiin gamle gode Trylleqvinde,
Og tit Abdallas faderlige Aand
Har rakt mig trofast Lederhaand.
Selv føled jeg ei Kald til at betræde
Den bratte Vei til Allahs Helligdom;
Men mangen Vandrer har jeg mødt med Glæde
Som søgte hvad jeg kun kan tale om.
Min Stie sig stille, ubemærket slynger
I Eensomhed, og gjennrm Brødres Klynger,
Jeg agter paa det Godes, — Ondes Strid,
Og vandrer from mod bedre Tid."
Saa taled Dervischen. Det var som rammed
Een eeneste elektrisk Gnist Enhver,
Og som een hellig Aand Enhver pflammed;
Dog vores unge Riddersmand især,
Og andagtsfuld han monne Knæet bøye,
Og sagde: gode Olding! vil du føye
Mig i en Bøn, velsign mig før jeg gaaer!
Thi viid, min Hu til Skatten staaer.
For den at finde har jeg alt udstandet
En lang og farlig Veis Besværlighed,
Forladt en elsket Møe, og Fædrelandet;
Hvad end mig forestaaer jeg ikke veed.
Men trøstig gaaer jeg med fornyer Iver,
Naar du mig din Velsignelse medgiver:
Du est en from, en hellig Herrens Mand,
Min Idræt hellige du kan.
Og sjælerørt den gamle Dervisch lagde
Haand paa hans Hoved, og til Allah bad,
Og i hans Navn Velsignelsen fremsagde,
Og Ridderen bortdrog, saa styrket, glad.
Og som begejstret blev den hele Klynge
I Herberget: de monne Sværdet slynge.
Og fulgte Ridderen med Vaabenklang,
Og sværmende forvildet Sang:
Skattegravere vi ere;
Fremad! lystig! Haand paa Væsrk!
Sværde vore Spader ere;
Lystig! lystig! Haand paa Værk!
Under Jorden, under Havet
Søge vi ei Perler, Guld;
Skatten ligger ei begravet,
Som et Aadsel, under Muld.
Vi er sjunken, den er steget,
Vi maae stige op til den;
Himlen er fra Jorden veget,
Jord hente den igjen.
Vinden flyer paa lette Vinge,
Stormen den indhente kan;
Tid kan Tid tilbagebringe;
Svunden Tid er gammel Mand.
Nye Tid har nye Krafter,
Er en Yngling fyrig stærk,
Gammel Mand han løber efter;
Fremad! lystig! Haand paa Værk!
Efter Natten maa det dages;
Jernets Tid er haard, men stærk:
Guldet maa ved Jern fremdrages,
Fremad! lystig! Haand paa Værk!
Skattegravere vi ere;
Fremad! lystig! Haand paa Værk!
Sværde vore Spader ere;
Lystig! lystig! Haand paa Værk!
Saa monne de med Spil og Sang bortdrage,
Og kom til Gubbens Huus ved Inderkyst.
Ung Pervitz saae, han havde lagt tilbage
Ti Gange ti Dagrejser imod Øst;
Thi steeg han af, og med den Gamle taled,
Som trolig Veiens Farer ham afmaled,
Dervishens Ord den Ridder mindede,
Og troede her, Abdalla see.
Han monne længe Oldingen betragte
Med taus Ærbødighed, skjøndt denne lod
Ei stort paa hans Forundringsblik at agte;
Men raaded Mængden fra saa dristig Daad.
"I vil den gyldne Tid tilbagevinde.
Den er forbi, en ny kan vel oprinde,
Men ei som hiin; thi aldrig mere kan
Fremstaae en barnlig Uskyldsstand.
Menneskeheden er et Barn ei længer,
Som hjelpeløs i Vuggen smiler fro,
Til Ledebaandet den vel stedse trænger;
Dog længe har den maattet eene gaae,
En Yngling er den, fra sin Fader revet,
Af Irlys gjennem Storm og Nat omdrevet
Men Ynglingen kan engang drage bort
Skilsmissens Natslør, tung og sort.
Dog aldrig vorder Morgnen som hiin første:
For Aand den lyse skal, for Sandsen ei;
Men Vandreren maa længe længe tørste,
Før han til Livsens Kilde finder Vei.
Dog haab da ei, at Biin og Honning flyder
Af Træets Bark, og Guldtids Fyldhorn gyder
Velsignelsen i lade Dorskheds Skjød!
Med den Troe gaaer I til jer — Død.
Og du — her han sig til ung Pervitz vender —
Har du for Øye en forgjænglig Krands,
Hvis ingen luttret Flamme hos dig brænder,
Hvis du ei ledes af en høy’re Sands,
Da flye det farligste af Jordens Bjerge,
Hvor de, som syntes Kæmper, tit blev Dværge;
Den, som i taaget sumpig Dal var fød,
Fandt let i Ætheren — sin Død."
"Ha," raabte Pervitz, og hans Øye lued
Af Vredesflammer; "kan jeg ikke naae
Den største Aas, fordi jeg Lyset skued
I lave Dal, og i en dunkel Vraa?
Af Kornet skjult, paa Agren Lærken fødes;
Dog snart med Himlens Skyer stolt den mødes;
Mig hæver og fra sumpigt Fødested
To Vinger: Ære — Kjærlighed."
Den Olding Overtalelser er spared
For at tilbageholde Ynglingen;
Forgjæves han den vilde Hob advared,
En blind Begeistring rev dem Alle hen.
Og Gubben gik, og til Veiviser bragde
En Kobberkugle, og paa Hjerte lagde
Den Ridder Alt, hvad Venskab ham indskjød,
Da — Kuglen Samtalen afbrød.
Een Nat, een Dag den monne iilsom trille,
Ung Pervitz troligen forfulgte den,
Herbergets Flok, den støyende, den vilde,
Med Spil og Sang ledsaged Ridderen.
Bleg fremsteeg Maanen, Kobberkuglen standsed,
Mørkt Bjerget laae der; Aander sang og dandsed,
Blaalige Smaalys bævred hist og her
Blandt sorte Troldomsstikkelser.
Den vilde Sværmerhob med Eet forstummed,
Og, som en Dunst, forsvandr Begeistring, Mod,
En Tordenrøst dem huult imøde brummed,
Og iisnet, standsede det hede Blod:
"Tilbage! tilbage!
Vanvittige! Svage!
Blegfødte i Synd!
Kan I ei fordrage
Et truende Bryn,
Et Sværd, som ei rammer,
De natlige Syn,
De blaalige Flammer,
De gjøglende Lyn;
Hvor vil I da skue
Den brændende Lue,
Som lyser ved Dag?
Hvor vil I da taale
Den treffende Straale,
De treffende Slag?"
Men Skræk forbød dem at tilbagevende,
De sank, forvandlede til Kampestene;
Ung Pervitz saae dem Alle synke hen,
Og eene standed han igjen.
Vel foer en Kulde gjennem alle Lemmer,
Men uforfærdet blev hans Mod; han steeg
Af Gangeren, "flye!" raabte tusind Stemmer,
Han smiled rolig, som var det en Leeg.
Men da han kom til Bahmans Marmorbilled,
Han standsed; thi han saae, en Taare trilled
Saa underligt i Maanens blege Skin
Ned over kolde Marmorkind.
Vel kunde han ei Aasynet gjenkjende;
Men synderlig hans Hjerte ved det slog,
Han vilde tit sit Øye fra det vende,
Men som magnetisk det ham til sig drog.
"Hvi græder du? kan Stene ogsaa græde?
Har de Henfarne da er evig Glæde?
Hvad trøster os da naar vi heden gaae,
Hvis Taarer evig flyde maae?"
"For dig han græder" — hvidskede med Latter
En Stemme bag ved, — "det din Broder er;
Endskjøndt den kolbe Steenhud ham omfatter,
Hans Aand dog gjennem den din Skjæbne seer.
Som du, han stolt vor Troldomsland betraadre,
Han for sin Daarskab Livet lade maatte,
Dig venter samme Skjæbne visselig;
Din Broders Taare randt for dig."
Og rasende ung Pervitz Glavind svinged,
Og vendte sig; men Aanden loe, og svandt.
Som tusind Klokker for hans Øren ringed,
Og Blodet i hans Hjerte sammenrandt;
Og Hjertet svulmed, brast, idet det sukked,
Og Øyet slukkes ud, og selv sig sukked,
Og Nattens Maane skued blodigen
Ned paa den hvide Marmorsteen.
Og Svovelluer sig fra Sumpen hæved,
Trindt Billeder de hopped underlig;
Tre Gange Luerne om Stenen svæved,
Tre Gange sang Troldynglen lystelig:
"Hvo løser det Bundne?
Hvo kalder tilbage det Svundne?
Dands lystig! thi Seieren er vor.
Hvo vækker de Stene?
Det Himmelske Rene;
Men det er ei mere paa Jord."