I samme troldomssvangre Nat opvaktes
Prindsessen af en Drøm saa ængstelig:
Hun syntes at til hendes Leie bragtes
Af Spøgelser en Kiste med et Liig.
Det var en Yngling, som hun vel mon kjende,
Bleg smiled han i Dødens Blund til hende,
Og hvisked sagte: ”ak! saa kold jeg er!
Kom! varm mig! kom, min Hjertenskær!”
Forfærdet foer hun op, — og Drømmen flyede;
Men Ængstelsen i Hjertet blev igjen,
Og i sin Angest hun til Allah tyede,
Og bad saa varmt, saa lidenskabligen.
Men som hun knæled, ydmyglig i Aanden,
Med det hellige Perlebaand i Haanden,
Da monne Baandet briste, — Perlerne
Med Pigens Graad nedtrillede.
Sin Ridders sidste Ord hun sig gjenkalded
Om Baandets Varselkraft, saa underlig;
Nu vidste hun det, hendes Ven var faldet,
Hans var hiint blege, velbekendte Liig.
Og trøstesløs hun spæde Hænder vrider,
Og Dag og Nat saa sorrigfuld hun sidder,
Og tæller Perlerne udi sit Skjød;
Men talløs Pigens Taarer flød.
Hun kaldte sig en stor Forbryderinde,
En blodig Morderske hun kaldte sig,
Og Ingen mægtede at trøste hende,
Hun sad som en vidløs Ulykkelig.
Og Kongen sørged, med det hele Rige;
Men Ingen kunde Raad i Nøden sige.
Den Arme gik i Borgen, smiled — græd,
Og nynned om sin Kjærlighed:
Der stander et Træe i Borgelund,
Det grønnes kun her en liden Stund,
Og stakket er Hyrdens Glæde.
I Træets Krone en Rede var,
Der boede to Turtelduer,
Nu er de flygtet, det kjælne Par,
Og Reden jeg ikke skuer.
I Træets Lye sad en Gang i Vaar
En Hyrde og en Hyrdinde,
De taled saa mangent Elskovsord,
Jeg haver det vel i Minde
Paa høyen Qvist sidder et Æble rødt,
De Grene ere saa svage,
Der Æble smiler saa sødt, saa sødt,
Men Ingen det vover at tage.
I Skyggen sidder saa tryg i Vaar
Den Hyrde og den Hyrdinde,
”Saa fast min Hu til det Æble staaer,
Et Kys er for det at vinde.”
Og Hyrden stiger saa høyt i Træe,
De Grene ere saa sprøde;
Ak! Grenen brister, det kan jeg see,
Og Hyrden slaaer sig til Døde.
Og Pigen græder saa bitterlig,
Den Dødes Blod monne plette,
Og dette siger jeg sandelig:
Hun kan det aldrig aftvætte.
Saa qvad hun tit, og loe og græd tillige;
Men ingen hendes Sørgesang forstod,
Hun gik omkring, som en vanvittig Pige,
Og rørte selv de Haardeste til Graad.
Hiin hemmelige Stemme var forstummet,
Som trøstfuld tit hun havde før fornummet,
Nu sang den ikke meer om hendes Ben,
Og loved hende ham igjen.
En Dag som hun saaledes monne vanke
I Borgen om, en Pilegrim hun saae,
Og pludselig opvaagnede den Tanke,
Med Pilegrimen lønlig at bortgaae.
Hun vil indhylle sig i haarde Klæde,
Barfodet vil hun stenig Vei betræde,
Og gaae bodfærdig til Profetens Grav,
Og lægge Syndens Byrde af.
Og hun bortkastede hvert jordisk Smykke,
Juveler, Guld og kongelige Pragt,
Forlod hvert Minde om sin fordums Lykke,
Og skjulte sig i ussel Betlerdragt.
En Hætte hendes fagre Lokker dølged,
Den hvide Barm bag sorte Kappe bølged;
Med Stav i bløden Haand den Skjønne stod
Paa haarde Vei, med nøgen Fod.
Og monne hun med Pilegrimen vandre
Den tunge Gang til den hellige Grav;
Ei Mangel, Nød kan Pigens Sind forandre,
Hver Lidelse nyt Mod, ny Styrke gav;
Hver Legmets Plage Sjælens monne lindre,
Den ydre Byrde lettede den indre,
Og træt, men sjælekarsk, bodfærdig, from,
Hun naaede Gravens Helligdom.
Der knæled Vandrerinden, dybt nedbøyet,
Og bad om Naade til den Evige;
Bønhørt mod Himmelen opslog hun Øyet,
Og Himlens Fred i Øyet straalede.
Forsvunden var al Angest, Anger, Smerte,
Og roligt slog det reene skyldfri Hjerte;
Hun standed hellig som en Himlens Brud,
Og var forsonet med sin Gud.
Ved Graven mange Pilegrime bade
Andægtigen; og styrked, lettede
Fra tunge Synders Byrde, fro de sadde
I Palmeskygger og samtalede;
Men blandt de Mange, her Prindsessen mødte,
Var der en Mand, hvis Aasyn hende nødte
Tit at attraae hans Kjendskab; denne Mand
Var Dervischen fra Inderland.
Prindsessen hilsed ham; alvorlig, rolig
Han rakte hende Haand; de satte sig.
Han taled, som han pleied, mild fortrolig
Om sine Vandringer paa Jorderig,
Og Pigen gierne paa hans Tale hørte,
I fjerne Old den hende huld omførte,
Og svundne Tiders Dyder og Bedrift
Han skildred som et gammelt Skrift.
Blandt andre Sagn Dervischen og fortalte
Abdallas og Sumsummas Hændelser,
Og med heelt stærke Farvestrøg afmalte
De trende tabte Kostbarheders Værd.
Og Pigen stedse meer og mere studsed,
Og Øyet tindred, hendes Kinder blussed,
Og hun beslutted dristig, djærv og from
At søge Allahs Helligdom.
Den gamle Dervisch greb nu Vandrestaven,
Og vanked som han pleied hid og did;
Men Pigen knæled end engang ved Graven,
Og bad om Lykke til sin store Iid;
Da tonede som fra Profetens Gjemme
Hiin velbekjendte hemmelige Stemme;
Den taug saalænge, nu den atter lød;
Men mere reen og klar og sød:
”Nu vil den forsvinde,
Den mørke Tid,
Og nu skal du finde
Hiin Blomst saa hvid;
Den Blomst, som voxer paa hellig Stængel,
Den Blomst, som skjuler en Himlens Engel,
Den fandt du ei under Palmetræe,
Den fandt du ikke i Blomsterhaven,
Den staaer paa Graven
Den hellige.”
Og med Forbavselse Prindsessen skued
En Lillie spire frem af sorten Muld,
Dybt i dens Bæger skjult en Stjerne lued,
Og Stænglen bævede saa underfuld.
Hun brød den af, og ved sin Barm den gjemte,
Og som en Guddom Sjælens Strenge stemte
Harmonisk, stille og høytidelig.
Paa ny lød Røsten blidelig:
"Nu er den svundet,
Den mørke Tid,
Nu haver du fundet
Den Blomst saa hvid;
Men skal den ei visne, og skal den ei segne,
Og atter spire i skjulte Egne;
Da maa den engang vorde rød, som hvid;
Thi blandet den kun bestaaer i Tid."
Og pludselig fremtreen den Sangerinde,
Sumsumma var det; men nu ikke meer
Hun aabenbared sig som gammel Qvinde,
En Møe hun stod i helligt Lillieskjær.
En Glorie omstraalede den Skjønne;
Ei mere bar hun Blomsterkrandse grønne.
Men himmelblaat og lilliehvidt kun var
De Farver Huldgudinden bar.
Og smilende hun for Prindsessen traadte,
En vinger Ganger havde hun ved Haand,
Med lette Fod den neppe Jorden naaede,
Og lod sig lede i et Silkebaand;
Den aanded Ild, og Gnister foer af Øyet,
Dog blidelig den Vingerne nedbøyed.
Hun rakte Tømmen til Prindsessen hen,
Og nynned atter lifligen:
"Nu er den forsvundet,
Den mørke Tid,
Nu har du og fundet
Den Ganger hvid;
Den skal dig bringe
Med vældige Vinge
Til den unge Mand.
Han sidder i Hytten med Kobberruglen,
Og venter Møen paa Gangerfuglen.
Han Veien veed til det fjerne Land,
Hvor Morgenen hæver
Sin Isse hvid.
Hvor Sangløvet bæver
Saa sørgende blid,
Hvor Sangfuglen kalder
Saa længselfuld.
Hvor paa Klippen falder
Det vaade Guld."
Nu Møen svandt; — den Ganger blev tilbage,
Fortrolig Parizade klapped den,
Henrykt hun svang sig paa den, og saa fage
Den bredte ud de Vinger herlige.
Og let, og stolt den over Jord sig hæved,
Som Ørnen gjennem Luftens Strømme svæved,
Og daled først saa viden imod Øst
Ved Hytten nær ved Inderkyst.
Der steeg hun af, modtaget af Abdalla,
Som standed ventende ved Hyttens Dør.
Nu Tiden havde sonet ham med Allah,
Og ei han var en gammel Mand som før;
En kraftfuld Yngling var han atter vorden;
Dog gik han endnu eenlig om paa Jorden,
Og strakte længselfulde Arme ud
Imod sin Ungdoms tabte Brud.
”Velkommen, sagde han, du gjæve Pige!
Velkommen under dette ringe Tag!
Du est udkaaret blandt de Dødelige,
Du, eller Ingen, skaber Nat til Dag;
Thi i din Sjæl en hellig Lue brænder;
Gak! vogt dig, at du aldrig dig omvender!
Agt ikke paa de onde Aanders Skrig!
Og du naaer Fuglen visselig,”
Og uden Frygt han Kuglen Pigen rakte,
Og hun modtog den taus ærbødigen.
Og snarlig Vingehesten hende bragte
Til Tryllebjergets Fod; der standsed den.
Frem Pigen gik; grumt Nattens Aander støyed,
Hun saae dem ei; thi from hun lukked Øyet,
Og bad til Allah, og indhylled sig
I Pilgrimskappen viselig.
Og hun saae ikke Stenene de sorte,
Og Spøgelsernes tusind Gjøglesyn;
Og Ingen Vandrerinden standse turde:
Hun bad, — og kraftløs sluktes Mulmets Lyn,
Og dybt i lave underjordisk Hule
Med Hyl de mørke Divs sig monne skjule,
Men Pigen vandred ufortrøden op
Mod Tryllebjergets steile Top.
Men nær ved Aasen Foden monne glide,
Og paa en glat, og slibrig Ting hun stod
Hun aabned Øyet, vilde fremad skride,
En Slange hvislede ved hendes Fod.
Uhyret reiste sig og sagde: "Qvinde!
Vil du ei i min Strube Døden finde,
Da maa du først dit Kald bevise mig,
Tre Gange jeg adspørger dig.
Nævn mig det underfulde Land,
Hvor trende Floder rinde;
I hver en Flod du lifligt Vand,
Forskjelligt dog, vil finde.
Udi den eene flyder det
Med purpurrøde Strømme,
Og røde Fisk af gammel Æt
I denne Flod mon svømme.
Den anden Flod to Arme har,
De brede sig saa vide,
Og Bølgen er saa lys, saa klar,
Og Fiskene er hvide.
Den tredie Flod er himmelblaa,
Og vældig mon den rulle,
Og mange tusind Fisk der gaae,
Blaa, grønne, røde, gule.
De komme fra et dunkelt Land,
De trende store Floder,
Hvor aldrig de foreenes kan,
Skjøndt de har fælleds Moder.
Af samme Væld de Alle sprang,
Men monne sig adskille;
Hver løber der sin egen Gang,
De aldrig samles ville.
Først i hiint underfulde Land,
Hvis Navn du mig skal sige,
De samles i et Ocean,
Saa stort, foruden Lige.
Som i Regnbuen tabe sig
I een de Farver alle.
Du Oceanet nævne mig,
Og Parizade svared: ”jeg skal sige
Dig Navnet paa hiint underfulde Land;
Det kaldes — Paradiis, og Himmerige,
Og Floderne jeg og dig nævne kan:
Af Jordens mørke Skjød udsprang de Alle,
Adskildt de flyde her i Støvets Land,
Samles i Naadens Ocean.
Sulsubbil, med de purpurrøde Strømme,
Betyder den ældgamle Jødedom;
I klare Tunsin hvide Fiske svømme,
Korsformet er den, — det er Christendom;
Og Kisir monne Mahoms Troe betegne,
Den ruller vældig over Jordens Egne;
Een Gud de Alle søge, og eet Hjem,
Eet Ocean modtager dem.”
Og Slangen spurgte anden Gang
”Hvad hedder
Det store Træe, som breder
Sig over Land og Hav,
Som stedse døer, og lever,
Og stedse ny sig hæver
Op af sin egen Grav;
Som trodsed Seklers Ælde,
Og Jordens Rystelser,
Og Himlens Tordenvælde,
Og Tids Forandringer.
Det staaer i Rum saa vide,
At naar een Gren har Vaar,
Den paa modsatte Side
I Vinterkulden staaer;
Og Nattens Stjerner skue
Ned paa det store Træe,
Imedens Solens Lue
Det brænder straalende.
Det Træe har mange Greene,
Og Løv i tusindtal,
Forskjellig ei aleene
I Spiren, Modnen, Fald,
De Løv er sorte, hvide,
Og kobberfarvede.
De med hverandre stride,
Og døe for Stormene.
Een Skjebne har de Alle,
De Store med de Smaa,
Til Træets Rod de falde,
Og der de smuldre maae;
Dog der de atter grønnes,
Og intet Blad forgaaer,
Hver Dag det Træe forskjønnes,
Og evig det bestaaer.” —
Og Parizade svarede; ”jeg kjender
Heelt vel det store Træe, du taler om,
Som sig mod Verdens fire Hjørner vender,
Og stedse stolt af egen Grav fremkom,
Som med saa mange Arter Løv sig klæder,
Og i forskjelligt Himmelstrøg sig breder.
Hvis fælleds Maal dog er — Fuldkommelse:
Menneslægten er det Træe."
Og Slangen hvisled: ”end du ei hovere!
Eet Spørgsmaal du besvare skal endnu,
Da for min Braad du vel kan sikker være,
Og kan tilbagegaae; men tænker du
Den Skat, som jeg bevogter her, at finde,
Da haver du først mig at overvinde,
Og dertil er en Gaade kun i Stand
Som jeg og du ei løse kan.
Men først du mig sige,
Hvor Giften er skjult,
Som vil sig fremsnige,
Hvor Træet er huult;
Som stedse mon stræbe
Hver Spire at dræbe,
Som tegner til Frugt;
Den Gift som kan tale,
Og Jorden afmale
Saa kløgtig saa smukt,
For Bladet at rokke
Fra himmelhøy Green,
Og ned det at lokke
Til Forraadnelsen;
Som stedse sig sniger
Om Træets Rod,
Og skadefro higer
Mod skjulte Rod,
Som snild kan omskifte
Sin Skikkelse,
Og vilde forgifte
Det hele Træe.
Eet Blad maatte falde,
Et andet fremstod,
Og aldrig faldt Alle
Til Træets Rod.
Men Giften maa give
Sin Fjende ny Kraft,
Og stundom selv blive
Til lægende Saft."
Prindsessen svared: "denne Slægtens Fjende,
Hvorom du taler, denne Gift, saa skjult,
Som stedse stræber Sjelen at forblinde,
I det den taler snildelig og huldt,
Som lover just vort Øye at oplade,
For at — udstikke det til evig Skade;
I Slangeham den Gift sig skjulede
Du est den selv Forbandede!
Og kan du nu mit Spørgsmaal og besvare,
Da vil jeg gaae, og lade Skatten fare:
Hvordan seer det Væsen ud,
Som vi kalde — Gud?
Lær mig fatte Evigheden
Godheden — Retfærdigheden!
Hvor er Grændsen mellem begge?
Kan du mig for Øye lægge
Naadens Vrede, Vredens Naade,
Da har du opløft min Gaade.”
Hun taug, — Uhyret hylede, og fnyste,
Og styrted sig udi Afgrunden brat.
For sidste Gang Prindsessens Hjerte gyste;
Thi svunden var den skumle Troldomsnat.
Og Morgenrøden Bjergets Top forgylded,
Og Pigen stod der, salig og fortryllet,
En Verden under hendes Fødder laae,
Hun som i Himlen monne staae.
Og i et gyldent Buur hun Fuglen skued,
Den stille sad og stirrede mod Øst,
I Morgnens Glands dens Fjær som Purpur lued,
Og hvidt, som Elfenbeen, var dunet Bryst,
Og da den saae den fromme Vandrerinde,
Den glad udbredte Vingerne mod hende,
Og med livsalig stille Harmonie
Den qvad i Jubelmelodie;
"Velkommen hulde Frelserinde!
Velkommen blege Himmelbrud!
Velkommen fromme Pilgriminde!
Triumph! du holdt din Prøve ud.
Med hellig Stav i rene Hænder,
Bodsgjorde om de spæde Lænder,
Du flyede Jorderiges Larm.
Med Gravens Lillie ved din Barm,
Du steeg paa Gangeren den hvide,
Og svæved høyt mod Østerlide.
Jeg saae din Flugt og vented dig.
Med Tillid til den Evighøye,
Du lukkede der ydre Øye,
I Fromhed hyllet viselig;
Og Mørkets Aander matte vige,
Paa Bjerget steeg den djærve Pige,
Jeg saae din Gang og vented dig.
Forgjæves hvisked Edens Slange,
Dens egen List den monne fange,
Een Qvinde faldt, — een hæved sig.
Velkommen hulde Frelserinde!
Velkommen fromme Pilgriminde!
Velkommen blege Himmelbrud!
Triumph! du haver overvundet,
Triumph! du haver Skakten fundet,