Prindsessen iled at befrie den Fange,
Hun aabned Buret, Fuglen hopped ud,
Trindt Pigen glad den flagred trende Gange,
Og sang: ”Triumph! du holdt din Prøve ud.”
Og kjælen den paa hendes Haand sig hviled,
Hun strøg dens Fjær fortroligen, og smiled,
Og spurgte: ”Fugl! kan du nu sige mig
Hvor Træe og Kilde skjuler sig?”
”Kom følg mig” svared den, og fløy saa sagte,
Og Pigen uden Møye fulgte den,
Til Bjergets østre Kant den hende bragte,
Der dalede den Fugl paa Træets Green,
Og Møen henrykt stille stod og lytted;
Sødt Træet klang, hun følte sig som flyttet
Hen til et lykkeligt, et fremmed Land,
Hvis Tryllerie kun drømmes kan.
Thi tusind underlige Toner svæved
Svagt bølgende i milde Luftninger,
Og sjungende de Sølverblade bæved.
Hun følte, kjendte ei de Følelser;
Det var som lød i Sommernatens Stille
Talløse Æolsharper, kjælne, milde,
Halv Sandsen fatter lønlig Harmonie,
Kun Hjertet lægger Sands deri.
Og længe dvæled hun i Træts Skygge,
Paa liden Qvist den Fugl sang blidelig.
Den qvad om hendes Fryd, om hendes Lykke,
Som hun ei mægted selv at tolke sig.
Og Slummeren nedgled paa Pigens Øye,
I Drømme kom Guds Engle fra det Høye,
Og bragte hende tusind Bromster smaa;
Blandt Englene hun Pervitz saae.
Hun syntes, at i marmorhvide Klæde
Han stod i Dalen med en Fjæderham;
Een Vinge mørk, een hvid han monne brede
Men Vingerne ei kunde hæve ham.
Nu syntes hun fra Himlen at nedstige,
Og atter vandre om paa Jorderige;
Men ei som før; — fro ved sin Ynglings Haand,
Og ledet af en himmelsk Aand.
Og da hun vaagned, saae hun Fuglen sidde
Ved hendes Side: ”Pige! saade den,
Saa hastig monne Timerne bortglide,
Og jordisk Liv døer let i Ætheren;
Gak snart, hvis du vil mere did tilbage,
Du kan en Green af Træet her medtage;
Thi hvor du planter den, den let skal groe,
Og snart som høyen Træe fremstaae.
Og Pigen brød en Green med Sølverblade
Af Undertræet; ”Fugl! hun sagde, ei
Kan jeg endnu det Ætherbjerg forlade,
Før du mig og til Kilden har viist Vei.”
”Saa følg mig,” svared den, og monne glide
Let gjennem Luft til Bjergets vestre Side,
Der paa en Grotte Fuglen sig nedlod,
Prindsessen alt ved Kilden stod.
Den rislede i hvalte Marmorbuer,
Fra oven kom den fra et blaaligt Fjeld,
Selv straalende som Guld i Solens Luer,
Udbredte sig det underfulde Væld.
Udi et Sølverkar det monne rinde,
Og derfra sprang det høyt mod Klippens Tinde;
Selv steeg mod Himmelen den ædle Saft,
Foruden Kunst og ydre Kraft.
Og Parizade vædede sin Tunge
Blot med en Draabe af det gyldne Vand,
Mens Fuglen høyt paa Klippen monne sjunge
Hvad der blev skjult for lavere Forstand;
Og Draaben blev til tusind Draaber søde,
Saa underlig den Pigelil mon gløde,
Og Længslen vaktes umodstaaelig,
I Kilden selv at bade sig.
Og hun afkastede det tunge Klæde,
Som skjulte, qvalte hver en Yndighed,
Og Pigen stod som nyfødt Barn hernede,
Aleene klædt i sin Uskyldighed;
Saa stod for Faldet og hiin første Qvinde,
Saae sig, — og bluedes dog ingensinde;
Thi ingen Tanke var i Sjælen fød,
Som kunde farve Kinden rød.
Men ak! den før saa blomsterskjønne Pige
Stod nu som Pilegrimmen ved sin Stav,
Som, træt af møisom Gang paa Jorderige,
Nu bleg hensvunden stunder til sin Grav.
Hun havde sørget for sin Ven saa saare;
De Kinder bar end Spoer af mangen Taare,
Og Sjælen havde i sin Virksomhed
Fast revet skjønne Hytte ned.
Dog elskede hun Livet; thi hun kjendte,
Nu først dets Værd, og dets Bestemmelse;
Nu Himlen nær, hun sig til Jorden vendte,
For der at modnes for det Evige.
Og Drømmen under Sølvertræets Skygge
Opvakte Længslen efter jordisk Lykke,
Og ved sin Ynglings Side ahned hun
End mangen salig Prøvestund.
Nu da hun saae sit Billede i Vandet,
En Skygge liig, som gaaer mod Evighed:
Hun smilede, men kunde dog ei andet,
End sukke dybt, og lønligen derved.
Dog da de Bølger hende blidt beskylled,
Da følte hun som tusind Liv fremtryllet
I hendes Inderste, ny kom hver Kraft
Tilbage ved den gyldne Saft.
Den spæde Fod, forbrændt af Solens Hede,
Af hvasse Stene saaret, hylled sig
Som i snehvide silkebløde Klæde,
Som bredte sig med Bølgen underlig:
Og Bølgen spilled om de trinde Lænder,
Om Barmens Hvælvinger, om Arm og Hænder;
Et Rosenskjær omstraaled Pigens Kind,
Og Fryd det hellig — fromme Sind.
Og som gjenfødt af Badet hun mon stige,
Og speiled sig udi det klare Væld:
Og — Billedet var skjønt foruden Lige,
Som Idealet i en Kunstners Sjæl,
Ved Kilden laae et kostligt Klædningsstykke,
Halv hvidt halv rødt; det var et Qvindesmykke,
Og Parizade tog det smilende.
Og stolt det skjuled Ynderne.
Og Gravens Lillie, den hellighvide,
Hun vilde atter gjemme ved sit Bryst;
Men Stjernen, som i Bægret monne sidde,
Opildned stærkt, og hun fornam en Røst:
”Jeg vilde hjemgange,
Og tage dig med.
Nu er jeg din Fange,
Du drager mig ned;
Een er jeg, til tvende
Forvandles jeg maa;
Hvid vil jeg hjemvende,
Nød vil jeg forgaae.
De Farver mig ere,
Som Legem og Aand:
De samlet maa være
I jordiske Haand.
Mit Hjem er en Have,
Saa høy og saa stor,
Og hist i det Lave
Kun sjælden jeg groer.
Dog vil du mig pleie
Saa from, og saa blid,
Da skal du mig eje
Din Levetid.”
Saa hvidskede en Røst, mens Stjernen funkled
Forunderlig i Lilliebægeret;
Forvandlet Blomsten var, og halvfordunklet,
Halv Rose og halv Lillie i Eet:
Een Stængel og een Stjerne havde begge,
End Rosens Blade rødmed svagt og blege;
Dog Pigen saae Forandringen med Lyst,
Og gjemte Blomsten ved sit Bryst.
Da sang den Fugl fra Klippen:
”Skynd dig Pige!
At nedstige:
Timerne saa snelle gaae;
Skal ei atter Rosen blegne,
Lillien flye til skjulte Egne,
Bjerget du forlade maa.
Skaalen tag hiin sølverhvide!
Fyld den med det gyldne Vand!
Af den Kilde maa du vide
Ingen Draabe svinde kan.
Skaalen kan du daglig tømme,
Vandet rigere skal strømme,
Naar du qvæger dig dermed.
Livsens Vand Dødsbaandet løser:
Nye Kraft af det du øser,
Liv — i Tid og Evighed.”
Prindsessen adlød, fyldte Sølverskaalen,
Som udi Grotten laae, med Kildevand.
Det glindsed nu, som Morgen-Aften-Straalen,
Ei mere blændende som Middagsbrand.
Nu knæled Pigen, bad saa ømt, saa sagte,
Ved Kilden Pilgrimsdragt og Stav nedlagte.
Og vandred saa til Bjergets Fod igjen,
Med Vand, og Fugl, og Sølvergreen.
Forsvunden var den mørke Aandeskare;
Men Stenene de sorte stod igjen.
Hun saae dem, og bad Fuglen at forklare,
Det underlige Syn; den villigen
Sang om Forvandlingen, hiin sørgelige,
Og sagde, at det var Ulykkelige,
Som engang, uden indre helligt Kald,
For Skatten kæmpede — og faldt.
Og Parizade blegnede saa saare:
Et Haab hun havde næret i sit Bryst,
Nu flød det hen udi en Vemodstaare,
Og hun opgav paa ny hver jordisk Lyst:
Hun haabed, Skjæbnen hende vilde give
Sin Ven igjen, og at han var i Live,
Nu flygtede det søde Haab igjen,
Ved Synet af de sorte Steen.
Men Fuglen sang:
Hvo løser det Bundne?
Hvo kalder tilbage det Svundne?
Haab Pige! thi Sejren er vor!
Hvo vækker de Steene?
Det Himmelske Reene;
See! nu er det kommen paa Jord.
Tag Draaben, som rinder
Fra blaalige Fjeld,
Som aldrig forsvinder
I evige Væld!
Tag Draaben, som flyder
Saa kraftig, saa sød,
Og Livet indgyder
I slumrende Død!
Den løser det Bundne,
Den kalder tilbage der Svundne,
Haab Pige! thi Sejren er vor.
Een Draabe aleene,
Fra Haanden den reene,
Kan løse, kan vække de slumrende Steene,
Og atter de vandre paa Jord.”
Glad Pigen fatted Fuglens vise Tale,
Og gik med Sølverkar i hviden Haand;
Hun lod en Draabe paa hver Steen nedfalde.
Og Draaben vakte den hendøde Aand.
Og underligt de tusind Steen sig rørte,
Iblandt hverandre, føled, saae, og hørte,
Og med Forundring Mennesker hun saae,
End meer forundret, at fremstaae.
En blandet Hob af alle Nationer
Sig tumled blandt hverandre, som en Strøm,
Af alle Stænder og Religioner;
De syntes som opvaagne af en Drøm.
Nu kom Prindsessen til de Skytter tvende,
Som høyest stod, med draget Sværd i Hænde;
I sort og hviden Marmor slumred de;
— Bahman og Pervitz vaagnede.
Og Brødrene hverandre fro gjenkjendte,
Og sank lyksalig til hinandens Bryst,
Og derpaa dem til Frelserinden vendte,
Som havde vækket dem til Livets Lyst.
De maatte deres Knæe for hende bøye,
Som for et mægtigt Væsen fra det Høye;
I Slør indhyllet, langsomt hun bortgik,
Med henrykt glædefugtet Blik.
Hun vilde sig endnu ei aabenbare
For hendes Yngling, end en liden Stund
Hun vilde Glædens Bæger ham bevare,
Hans Kjærlighed først prøve vilde hun.
I Dalen vrindsked Gangeren den lette,
Og sine hvide Vinger glad udbredte,
Paa samme Sted, hvor Pigen den forlod,
Den rolig ventende end stod.
Og Parizade hilsed den fornøyet,
Og greb den Sangerfugl i Silkebaand,
Den kjælen Hovedet mod hende bøyed,
Og kjærlig strøg hun den med bløden Haand.
Med Skaalen, og den Sølvergreen i Armen,
Med hellig Rosenlillieblomst ved Barmen,
Og med den Talerfugl paa Skulderen,
Bortfløy hun let paa Gangeren.
Og hvor hun kom et yndigt Lys udbredte
Sig over Jorden, Taagerne bortveeg,
Og Himlen sig med Azurfarver klædte,
Og lyse Peris ned paa Kloden steeg;
De svævede usynligen om Allah;
Foreenet var Sumsumma og Abdalla,
Og Haand i Haand i favre Ungdomsvaar,
De blidned Dødeliges Kaar.
Først ved Kong Schuddads Borg den Ganger daled,
Der steeg den lykkelige Pige af.
Monarken troede fast hun var nedfaldet
Fra Himmelen; hun Skatten ham hengav.
Den glædesvimle Fader hun omfavned,
Som sorrigfuld saa længe hende savned;
Forsvunden var nu Kummeren saa svar;
Hans første Ønske opfyldt var.
Og han besluttede nu at anlægge
Et lidet Paradiis paa denne Jord,
Det skulde sig ei videre udstrække,
End Haugemuren ved hans Konninggaard.
Strax Haand paa Værk blev lagt, og snart der standed
Vel ei det gamle Eden; men et andet,
Saa skjønt, at Adam, hvis han kom igjen,
Vist havde kjendt Afbildningen.
I Haugen han den Sølvergreen nedplanted,
Og snart den vorded til et Sangertræe;
I Marmorgrotte risled Kildevandet,
Og stedse høyere fremsprudlede.
Og Fuglen flagred om paa Træets Qviste,
Og sang hvad ingen Dødelig før vidste;
Men ingen Vredens Cherub standed der,
Og trued med sit Flammesværd.
Frydfuld Monarken tit der vandrede;
Han skjønned paa sin Dotters store Gave,
Og med Belønningen han ilede.
Og til en Fest han bød sit hele Rige,
Og til en stor Turneringskamp tillige:
Den halve Krone, og hans Dotter skjøn
Var Seierherrens store Løn.
Saa Kongen bød, og troede at fornøye
Prindsessen; — men hun sukkede derved,
Og skjult en Taare steeg i hendes Øye,
Og frygtsom bæved hendes Kjærlighed:
”Pervitz vil ei blandt Kæmperne sig stille,
For Zulima han kæmpe, feire vilde;
Men ak! Prindsessen er han fremmed for;
For simpel Møe hans Hjerte slaaer.”
Saa frygted Parizade, og med Rette:
Ung Pervitz kjendte ei sin Elsktes Stand,
Ei var det for Prindsessens Skyld han ledte
Om Skatten i det fjerne Troldomsland;
Sin Zulima han vilde kun fortjene,
For hendes Skyld han monne der forsteene,
For hendes Skyld var Livet ham saa sødt,
Da han ved Draaben blev gjenfødt. —
* * *
— Da første Glædestummel var forsvundet,
Og Brødrene saae Frelserinden gaae,
Og saae tillige, at hun havde fundet
Den Skat, som de ei havde kunnet naae;
Da ønsked de dem hjem til Fædrelandet,
Og gjenfandt deres Gangere, som standed
Oplivede paa ny; thi velbetænkt
Var og paa dem en Draabe stænkt.
Flux Ridderne i Saddelen sig satte,
Og foer afsted mod det forønskte Hjem.
Den store Sværm ei leded meer om Skatte:
Gjenfundne Liv var nu en Skat for dem.
Og Borger, Adelsmand, Fornem og Ringe,
Mahomedaner, Christne, Joder, ginge
Iblandt hverandre enig, broderlig,
Og hist og her adspredte sig.
Bahman og Pervitz stræbte fort, og naaede
Paa Festens Dag Kong Schuddads Fyrstestad.
Trompeter skingred, Kæmperne alt stode
For Skranken; Kongen høyt paa Thronen sad.
Og Bahman hørte Kampens Maal, — og studsed;
Ærgjærrighedens Glød paa ny opblussed,
Han vilde vinde Prisen eller — døe;
Men Pervitz tænkte paa sin Møe.
Og Bahman var den første, som fremtraadte
Paa Kampens Plads, og æsked Hver til Strid,
Som kjæk med ham den store Løn attraaede;
Og mangen Ridder opgav stolte Iid.
Men mangen Kæmpe drabelig ham mødte,
Og mangen Kæmpe for hans Landse blødte,
Indtil sin Overmand tilsidst han fandt,
Og — Livet med hans Blod henrandt.
Ung Pertiz saae sin gjæve Broder falde.
Og rasende han treen i Kredsen frem;
Det varme Blod til Hevn ham monne kalde,
Med Mange kæmped han, og fælded dem,
Og da der ingen flere var tilbage,
Som turde fjendtligt Sværd mod Helten drage,
Da sank hans Harm til stille Vemod hen,
Og taus han stod hos Broderen.
Dog, som en Mand, ham Smerten kort nedbøyed;
Rørt tog han Afsked med det kjære Liig,
Nu atter modigen opslog han Øyet,
Og til Monarken han henvendte sig.
Prindsessen sad ved Kongens høyre Side
I Klædningen den skjønne, røde — hvide;
Men Sløret over hendes Aasyn laae.
Og Ridder Pervitz taled saa:
”Jeg stander eene, Seiren har jeg vundet;
Men Konning! ei jeg fordrer Sejrens Løn;
Mit Hjerte er alt til een Pige bundet,
Og ei Monark! jeg vorde kan din Søn,
Ei for en gylden Krone har jeg kæmpet,
En oprørt Brodersjæl jeg kun har dæmpet,
Et Offer jeg den Faldnes Skygge gav:
Han hvile roligt i sin Grav!”
Taus Helten vilde Skrankerne forlade,
Monarken storligen forundred sig.
Det mørke Slør bortrev nu Parizade,
Og spurgte: ”Ridder mon I kjende mig?”
Og svimlende til hendes Fod han segned,
Og Stammen kun hans Følelse betegned;
Rørt Kongen gav ham Sejrens store Løn,
Og ham omfavned som sin Søn.
Og Festen blev en Brudefest tillige,
Foreenet blev det lykkelige Par.
Og Irims Hauge blev et Himmerige,
Som ved dem selv til Jorden tryllet var.
Der Fuglen sang i Seraphmelodier
Til Kildens Rislen, Træets Harmonier;
Ved Rosen blev paa Lilliestængelen,
I Stjerneglands sang Engelen:
”Mit Hjem er en Have,
Saa høy og saa stor,
Og her i det Lave
Kun sjælden jeg groer;
Dog vil I mig pleie
Saa from og saa blid,
Da skal I mig eie
Til evig Tid.”