Du, som i Fablens dunkle Skyggeegne
Fortrolig fulgte Sangeren!
Tillad ham her det Billed at aftegne,
Som leded ham til hine Egne hen!
Et idealisk Verdensmeed han skued,
Hvorved hans Sjæl i høyen Flamme lued,
Naar stundom den ved Harpens stille Klang
Sig over Taageskranken svang.
Han ahnede et Paradiis hernede,
Selv tryllet frem ved menneskelig Aand,
Da en Treenighed huld skulde lede
De Dødelige frem med Faderhaand:
En Viisdom, som det Høyere selv fatted;
Men hvor den svimmel og begrændset stod,
En Phantasie, som Mangelen erstatted,
Og dunkelt toned, hvad ei hiin forstod;
En Troe, som greb den Traad, de begge tabte,
Og gjennem Labyrinthen leded os,
Og hævede til Skaberen det Skabte.
Det var trefoldig Skat paa Bjergets Aas.
Naar den engang af Mennesket blev funden,
Da var Forbandelsen fra Jorden svunden,
Da vilde Mørkets skumle Aander flye,
Og Engle smile gjennem Skye.
Da var ei Haabet meer en gammel Qvinde,
Der leded vild de arme Blinde,
Som søgte Bjerget stolt, og maatte døe;
Da var hun vorden til en himmelsk Møe;
Ei Ahnelsernes Dolk, som blodig saarer,
Ei Baand, hvis Perler falde af, som Taarer;
Men Blomster, som paa Jord ei visne hen,
Hun vilde række Vandreren.
Da var Fornuften ei en Olding mere,
Forgjæves raabende i Ørkenen;
En kraftfuld Yngling vilde han da være,
Forenet med sin Ungdoms Brud igjen;
Thi før Fornuften ikke kunde haabe,
Og Haabet ej fornuftig lede os,
Før himmelsk Kjærlighed i Fromheds Kaabe
Rev skjulte Skat fra høyen Aas.
Kun hun forstaaer hvad Tidens Tolk fortæller,
Hiin fromme Gubbe, som til Stav sig helder,
Og som afskildrer svundne Olds Bedrift
Troværdig, som et gammelt Skrift.
Ja himmelsk Kjærlighed det maatte være,
Den jordiske var dertil ei i Stand,
Og Gravens Lillie maatte Pigen bære,
Før hun Begeistrings Vingeganger fandt;
Begeistringen den hellige, den sande,
Ei Sværmeriets tomme Gjøglerlyn:
Hiin flyver tryg til fjerne Tryllelande,
Mens denne døer for Nattens Rædselsyn.
Ei Pilgriminden Kunstens Kugle vilder,
Ei skuffende til hendes Grav den triller;
Og Pigen vandrer djærv i Mulmet frem
Mod Helligdommens høye Hjem.
Dog først maa hun med Klogskabsslangen kæmpe
Og Verdensstemmen i sin Sjæl neddæmpe;
Da hører hun Viisdommens Jubelsang,
Og har fuldendt den tunge Gang.
Og under Phantasiens Træe hun hviler,
Og Englene til hendes Drømme iler;
Nu øser hun af Troens gyldne Væld,
Og føler overjordisk Held.
Men skal ei Aanden atter flye tilbage
Til Aanders sande Hjem, — til Himmelen,
En jordisk Blomst maa holde den tilbage,
Og Rosen blandes maa med Lillien;
Som himmelsk-jordisk Kjærlighed tillige
Kun Møen dvæle kan paa Jorderige,
Og Livsens Kildevand af Uskylds Haand
Gjenvækker den hendøde Aand.
Nu spirer Paradiset frem hernede,
Ærgjærrigheden kæmper — døer for det;
Men Kjærlighed kan eene til det lede:
Livspoesie er Edenet.