Konstnersjæle kan hvert Syn henrive,
Som i Phantasie og Sind indtrænger,
Enten det med djævelsk Blændværk skuffer,
Eller det i himmelsk Sandhed straaler.
Derfor mellem Dyb og Himmel svæver
Konstneraanden, som fra Jord sig løfter.
Mellem højest Qval og saligst Glæde
Veien gaaer til Konstnerparadiset.
Til Bologna strømmed Konsten Venner
Til berømte Billedhuggers Værksted.
Skjalde sang hans Priis; ham Fyrster hædred
Laurbærkrandse fletted ham de Skjønne.
Glad og rolig stod han ved sit Arbeid,
Trindt af høie Skikkelser omringet,
Dem hans Genius gav Liv og Skjønhed.
Tryg ved Mesterskabets vundne Krone,
Kjæk og freidig, som en Konstens Fyrste,
Gav den høie Mester Tanken Billed
Og hvert Tankebilled Aand og Legem.
Blandt de Mange, som hans Konst beundred,
Stod en Dag en Fremmed taus og smilte,
Medens han med væbnet Forskerøie
Stirred paa hvert Billed koldt og længe.
Tækkeligt var ei den Herres Aasyn;
Liden var hans Væxt, men stolt hans Adfærd.
Fra de dybtindsjunkne Øienhuler
Syntes Døden i hvert Blik at skele,
Og i Smilet om spidsfindig Læbe
Selvtilfreds sig bitter Haan udtaled
Med Foragt for hvad han saae og hørte.
Alle gik, og hos forbauset Mester
Stod end taus med Haansmiil fremmed Herre.
"Hvad opdager I, som ei Jer tækkes?"
— Spurgte Konstneren med dæmpet Harme —
"Er min Stræben høiest Priis ei værdig,
Ei dog tykkes mig den kan foragtes."
"See kun selv!" — gjenmæled fremmed Herre
Og et lille Huulspeil ham henrakte.
Heftig Konstneren det greb og stirred
Bleeg og maalløs i dets blanke Huulning:
For hans Øie dreied sig hvert Billed
Med det hele Værksted sælsomt om ham;
Og hvert Konstværk blev et Vrængebilled,
Som med djævelsk Liighed efterabed
Alle ædle Former i Naturen,
For dem til Uhyrer at forvandle:
Hvert et Træk af Storhed eller Høihed
Blev til svulstig unaturlig Vrængen;
Smilet blev til Griin i Qvindens Aasyn,
Og alt menneskeligt Skjønt blev dyrisk.
Som forstenet, fra sin Himmel falden,
Med et opladt Helved for sit Øie,
Stirred Mesteren i Speilets Afgrund;
"Djævel! nei, du lyver!" — han udraabte —
Og mod Flisen Trolddomsspeilet knuste.
"Daare! du har seet og troer end ikke?"
— Svared fremmed Herre ham med Latter —
"Dine Øines Lys du kan udslukke —
Hvad du saae, du skal dog evig skue."
Med de Ord han gik og var forsvunden;
Men det gruelige Rædselbilled
Ei forsvandt — med Speilet det ei knustes:
Som indbrændt det blev i Sjæl og Øie;
Og hvorhen den Konstner Blikket vendte,
Saae han sine Værker som Uhyrer
Stirre ham med Vrængegriin imøde;
Og hvert Minde om hans Liv og Idræt
Blev en Plageaand med Slangesvøbe,
Som fra Konstens Paradiis ham pidsked.
Fra sit Værksted Mesteren var flygtet;
Mørk og ene sad han i sin Stue.
Ei Natur ei Konsten meer ham glæded;
Hver en Livsrøst syntes ham et Haanskrig;
Vennetrøst ham klang som Barnerangler;
Aandens Vidnesbyrd i Konstnerhjertet
Klang ham som en Røst fra Daarekisten;
Verdens Priis og Hæder selv ham martred.
Een kun var hans Tanke: "Daare, Daare!
Himmelskikkelser du vilde skabe —
Og det blev kun usle Djævlemasker."
Længe saa han sad i mørke Stue;
Tom og kold og død var ham al Verden;
Menneskene saae han ikke mere;
Ingen jordisk Idræt meer han agted:
Selv den største syntes ham heelt ussel
Og ei værd en Tanke. — Eet kun mægted
Underligt endnu hans Sjæl at røre;
Det var Orgeltonerne fra Kirken,
Det var Kirkeklokken, naar den kimed
Til de store Festers Helligaften
Eller ringed for de Dødes Sjæle.
Og en Pindsemorgen som han vaagned
Skinned Foraarssolen paa hans Leie,
Mens Basunerne fra Garisendi
Aandens store Høitidsdag bebuded.
"Herre! din er Aanden, din er Magten —
Du kun Aanden giver og borttager —
Herre! gav du — lad mig da ei tvivle!"
Saa han bad og folded sine Hænder —
I en Taarestrøm hans Qval opløstes,
Og det var ham som Basunens Toner
Kaldte ham til evigt Liv fra Graven.
Og han reiste sig og gik til Kirken;
Men fra Kirken gik han til sit Værksted.
Aaben fandt han det; med glad Forundring
Saae han sine Venner der omvandre
For at vise Fremmede hans Værker.
Ingen vented ham og Ingen saae ham.
Hyllet i sin Kappe, han sig satte
Nederst i en Krog af Billedsalen,
Og endnu han grued for at skue
Rædselbilleder i sine Værker.
Saa en Stund han sad i dybe Tanker,
Ubemærket med tilhyllet Aasyn.
Der blev stille. Han sit Hoved hæved,
Reiste sig og troede, han var ene;
Men paa samme Sted, hvor sidst han skued
Frygtelige Gjest med Dødningblikket,
Saae han nu en høi og ædel Qvinde
Med et Aasyn som en salig Engels.
Ogsaa hun hans Billeder betragted
I et Speil. — Hun ogsaa taug og smiled;
Men i hendes Smiil laae tusind Himle
Og en Salighed, som Ingen nævner.
Mesteren sig nærmed, vilde tale,
Men han mægted ei. Den høie Qvinde
Dreied Speilet i sin Haand imod ham;
For hans Øine rørte sig hvert Billed
Med det hele Værksted atter om ham;
Men som i et helligt Tempel stod han:
Himmelstraaler spilled om hans Isse,
Og en Strøm af Toner ham ombølged,
Dyb og salig som fra Himlens Rige.
Og han saae i Speilet sine Værker,
Ei som Konsten havde dem fremstillet,
Men som Konstnerøiet havde seet dem,
Som i høi Begejstrings Øieblikke
For hans Sjæl de stod i Guddomsskjønhed —
Livets, Konstens store Idealer.
"Himmelske! ja saa det skulde være —
Du mig atter viser hvad jeg vilde" —
Saa udbrød han; men som vakt af Drømme,
Saae han sig nu ene i sit Værksted.
Foraarssolen venligt til ham blinked;
End fra Kirken Orgelklangen toned;
Men det underfulde Syn var flygtet.
Dog hiint Billed fra den aabne Himmel
Blev nu i hans Sjæl og i hans Øine.
Vrængesynet med dets Gru var svundet;
Og af Idealets Glands omstraalet,
Saae han atter trøstig paa sin Idræt:
Hvad der mangled i fuldendte Skjønhed
Ydmyg han erkjendte; men med Glæde
Saae han ogsaa hvad af Idealets
Himmelglorie han havde grebet.
Og med freidigt Mod, med Haab og Styrke
Greb paany han den henlagte Meisel,
Priste Gud for hver Begejstrings Time
Og til større Mesterskab sig hæved.