Du mindes end hin glemte Seiersstund,
Da førstegang jeg hørte Folkestemmer
Udraabe høit det „Leve”, glad jeg gjemmer
Blandt Perlers Skat paa Oldingshjertets Bund.
Fra varme Sjælekilders klare Grund
Jeg havde fremkaldt Draaben, som ei skæmmer
Den stærke Kæmpes Kind, naar han fornemmer
En Martyrsang fra Livets Offerlund.
Min Blanka havde jublet selv i Døden
Og seet i Verdensoffrets høie Gnister
En Stjerneflugt mod Himlen, som ei brister.
Jeg saae dit Øies Ild og Kindens Gløden —
Jeg glemte Digterseiren og Poeten
Og fulgte Sanggudinden — bag Kareten.