To Riddere droge fra Leding,
Og det var rigen Hr. Hem,
Ved Siden red paa sin Abildgraae
Den unge Ridder Hr. Sem.
Hr. Sem reed paa sin Abildgraa,
Hr. Hem paa Vallakken sad:
"Hvor drager I hen, unge Ridder Sem?"
"Jeg vil mig ride til Stad.
Jeg rider mig til den liden Stad
Hist ved hiin salte Søe,
Der fanger jeg mig en Jomfrue skjøn,
Alt til min Fæstemøe."
"Og vil I fæste en Jomfrue skjøn
I Bye ved salten Søe,
Saa kan vi jo ride baade did:
Der vil jeg og fæste en Møe."
Og fritted unge Ridder Hr. Sem:
"Hvad er den Pigelils Navn?"
"Maria hedder den Lillie,
Hun sove skal i min Favn."
— "Maria hedder den Lillie?"
Hr. Sem blev sort som Jord;
"Det siger jeg Eder for Sanden,
I hende ret aldrig faaer.
Det siger jeg eder for Sanden,
Maria I aldrig faaer;
Thi hende er det jeg fæste vil;
Hun er saa væn en Maard."
Og meldte rigen Hr. Hem saa snild:
— Hans Ganger den var saa rap —
"Hvo først naaer Møllen, først malet faaer,
Thi vil vi ride om Kap."
Og sporede han sin Vallak snel.
Hr. Sem spored Abildgraae,
Og rede de over Sten og Stub,
Saa fore de over Stub og Sten,
Af Flint sprang de Funker smaa;
Men der de kom til Borgeled,
Da styrtede Abildgraae.
Og der de kom til Borgeled,
Hr. Hem vilde oversæt’;
Men Vallakken løb en Staver i Liv,
Og det gik ei saa let.
Paa Jorden laae de Beilere to,
Baade med Qvide og Harm;
Hr. Hem havde brudt et Sidebeen,
Og unge Hr. Sem en Arm.
Ved Borgeled stod den liden Smaadreng,
Han kynded paa Stand den Nød;
Paa Borgen bar man de Riddersmænd,
Og lagde paa Hynde blød.
Og det var unge Ridder Hr. Sem,
Han meldte det sørgeligt Ord:
"I brød jer Sidebeen, jeg min Arm,
Det Varsel mig ilde anstaaer.
I brød jer Sidebeen, jeg min Arm,
Alt for den væne Maard,
Og ahner mig, Enden bliver paa Leeg,
At Ingen af os hende faaer."
Og der var Maria den Lilievand,
Randt Taare paa Rosenkind;
Hun pleied dem baade med Linned og Urt,
Og gik baade ud og ind.
Hun pleied dem baade med Urter og Liin,
Og gik baade ud og ind;
Og meer og meer stod de Ridderes Hu
Alt til den Jomfrue fiin.
Og i sit Hjerte den Rosensblom
Var ungen Hr. Sem saa huld,
Men hvergang hun paa Hr. Hem mon see,
Hun havde baade Angst og Kuld.
De Dage ginge, de Uger gik,
Der gik vel Maaneder tre,
Og lægt blev Sidebeen, lægt blev Arm,
Dog lægtes ei Hjerterne.
Og beiled Hr. Hem, og beiled Hr. Sem;
Den Møe var heel angest og mød,
Hun havde Hr. Sem i Hjertet kjær,
Men turde det ikke forraad.
Og det var stolten Ridder Hr. Hem,
Han drog sit Sværd med Harm:
"Hvad ei skjøn Jomfruen raade vil,
Det raade vor egen Arm."
Og det var unge Ridder Hr. Sem,
Tog Glavind udi Haand,
Og kæmped de for den Rosensblom,
Dem baade til megen Vaand.
Den første Gang de i Skjoldet hug,
Fornam de om Sværdene beed,
Den anden Gang de i Skjoldet hug,
Det trilled paa Jorden ned.
Den tredie Gang, der de sammenfoer,
De Sværde farvedes røde.
Og Hjelmen brast, og Panderne brast,
Og det var Maria den væne Møe,
Randt Taare paa Liliekind;
Og eene hun ganged af Borgen ud,
— Men aldrig meer gik hun ind.
Saa ene hun ganged af Borgen ud,
Alt til den mørke Fjord;
I Fjorden fandt de den Piges Liig,
Og gjemte det dybt under Jord.
De lagde den Møe i Agerland,
Og ikke paa Kirkegaard;
Og Mariager kaldes den Stad,
Alt ved hiin mørke Fjord.
Og nær ved Byen to Kirker staae,
De kaldes end Hem og Sem,
Og indenfor Kirkernes hvide Muur,
Der har man jordet dem.
Saa hvile de Kæmper bag hviden Muur,
Paa Ageren Møen tit gaaer.
Og hvergang de Klokker ringe til Liig,
Det klynker ved mørken Fjord.