Jeg veed en Ring; saa stor var ingen anden,
Og ingen Keisers Haand bar een saa skjøn;
Og dog — det kan jeg sige dig for Sanden —
Den nægtedes ei Armods ringe Søn.
Den er ei skabt af glimrende Metaller,
Men glimrer dog, naar Guldet smuldrer hen;
Den glindser ei i stolte Fyrstehaller,
Paa viden Mark du heller søge den!
Den har et Billed, skjønnere og større,
End det, som nogen Pensel trylled frem,
Dens Rand du skue kan, men ei berøre,
Og ingen Kæmpe kan den bære hjem.
Den findes før paa Høie end i Dale,
Den svømmer let selv paa det vilde Hav,
Hvad Skjønt du saae, sig i dens Kreds mon male,
Hvert Land forskjelligt Billede den gav.
To Ædelstene i dens Rand du skuer,
Den ene straaler i sit eget Skjær,
Den anden glimter mat i laante Luer,
Hiin bløndende, men denne yndig er.
Og vil du fatte Ringens Værd og Nytte,
Søg den da ei med ussel Vindingsaand;
Du kan den ei for Gods og Guld bortbytte,
Du kan ei bramme med den paa din Haand.
Du kan ei give den til kjælne Pige,
Til Minde om din Troe og Kjerlighed:
Den er for stor til Fryd for Dødelige,
For skjøn til noget fremmed Øyemed.
Men vil du for dens egen Skyld den søge,
Da skal du finde, og beundre den:
Den skal din Fryd paa Jorderig forøge,
Og minde dig om Gud i Himmelen.