B.S. Ingemann (1789–1862)

Jeg sov; men min Sjæl var vaagen:

Tys! det er min Elskedes Røst;

Han banker paa Vindueslaagen:

„Her er jeg, min Due, min Lyst!

Luk op! hør Længselen raaber!

O! hør mit Kjærlighedssuk!

Mit Hoved drypper af Skyens Dug,

Mine Lokker af Nattens Draaber.

Min Kjortel jeg hang paa Hækken,

Og her er saa koldt at staae.

Min Fod har jeg tvættet i Bækken;

Skal atter i Sumpen jeg gaae?”

Paa Klem stod Vindueslaagen;

Jeg saae den Elskedes Haand —

Brat Hjertet sprængte mit Midiebaand:

Jeg var rørt, og min Sjæl var vaagen.

Jeg vilde min Dør oplukke:

Og sprang jeg fra Leiet brat;

Men Elskerens Kjærlighedssukke

Forstummed i Taagernes Nat.

Oplukt var Hjertet og Døren;

Men fjernt gik Elskerens Vei.

Jeg søgte, ak! men jeg fandt ham ei —

Jeg ham søgte med Sjæl og Øren.

Jeg lytted, jeg ledte længe;

Jeg raabte paa Taagers Vei.

Min Røst til hans Sjæl vilde trænge;

Den Elskede svared mig ei.

Paa Muren Vægterne ligge —

— Af Nød og Blussel jeg døer —

De slog mig blodig, de rev mit Slør — ¹

Jeg forgaaer; — men han veed det ikke.