Jeg sprang til Verden; jeg var ei seen;
Jeg sprælled paa Moders Skjød.
Min Styrke volded min Moder Meen:
Hun favned mig og — var død.
Den Dag, de gav mig i Verden Navn,
Kjær Moder paa Baaren laae;
Den eneste Gang, hun tog mig i Favn,
Jeg mangengang tænkte paa.
Jeg greb kun efter Livet med Lyst:
Hvad Verden gav mig, jeg tog;
Jeg died ved tvende Ammers Bryst:
Den Ene kun lidt forslog.
Fuldstærk jeg blev ved de Stærkes Barm,
Fulddansk ved det danske Brød;
Men kjærligst favned mig dog hiin Arm,
Som favned mig stiv og død.
En Krigsmand blev jeg, heelt barsk og streng;
Dog blev jeg om Hjertet blød,
Hvergang jeg skued en liden Dreng,
Som sprælled paa Moders Skjød.
