Der fløj gennem Verden en Tanke;
Dens Vinge var blodig rød:
Carolus, hin store Franke,
Har voldet sin Broders Død.
Jeg saa ham en Pinsemorgen;
Der døbtes Sakser i Rin.
Han kom fra Ingelheim-Borgen
Alt med Mester Alcuin.
I Bog var Britten hans Mester;
Men Drotten var størst blandt Mænd.
Blandt Skjalde, Vismænd og Præster
Han knæled med Sværd ved Lænd.
Jeg kunde hans Andagt høre,
Mens Sværdet mod Stenen klang;
Men sært mig skurred i Øre,
Hvad Fuglen i Løndom sang.
Jeg skøtter ej Kejserens Trone.
Jeg sparker hans Tro med Fod,
Klæber der ved hans Krone
En Draabe af Broderblod.
Jeg saa Carolus i Øjet;
Det var som en aaben Bog.
Jeg saa, hans Tro var ej løjet;
Den Drot sin Broder ej slog.
Jeg saa den mægtiges Pande;
Jeg æred den Højheds Aand,
Der tvang Longobarders Lande
Og lagde Vildmænd i Baand.
Mod Karl blev Kæmper til Dværge;
Dog mildt var hans Øjesyn.
Med Troen, som løfter Bjærge,
Hans Blik mig slog som et Lyn.
Jeg kunde det ej udgranske;
Det gik over min Forstand:
I Rinen sprang Holger Danske —
Sprang op som en Kristenmand.