Reise fra Rom til Neapel
(Med en dansk Familie i Februar og Marts 1819)
(Med en dansk Familie i Februar og Marts 1819)
Stille Rom! fra dine Høie,
Dine Templer og Ruiner,
Fra din store Billedverden
Fremmed Gjest sig maa løsrive;
End ei Sydens Glands han saae.
Atter Mulens Bjælde klinger,
Atter Veturinen smælder.
Atter Reisekarmen venter:
Til Neapel staaer min Hu.
Der hiint Flammeliv mig vinker.
Som til Priis sig Livet sætter:
"See Neapel!" — til mig raaber
Velsklands Søn med Lueblikket
Og med Blus paa brune Kinder —
"See Neapel kun og døe!"
See og døe? Nei, see og leve!
Rasl udspiil nu lette Vinger!
Sving mod Syd dig, Gladens Trækfugl!
See hiint Paradiis og lev!
Velske Foraarsmorgen-Luftning
Gjennem Neisekarmen vifter.
Dansfe Colonie alt munter
Ruller ud af klassisk Stad.
Fredens Tempel snart forsvinder;
Colosseum alt sig skjuler;
Mægtig Pederskuppel svandt.
Indenfor i Fruerkarmen
Sidder jeg heelt vel tilmode,
Seer de lyse Øine trindt mig,
Mindes hvad vi saae tilsammen,
Mindes Carnevallets Leeg.
Skjult dog blandt de glade Minder
Afskedssukket flyer tilbage
Til det Liv, som er henfaret,
Og til Vennen, vi forlod.
Udenfor i Morgenluften
Drømmer han om Klippehjemmet,
Damper ud sin Morgenpibe,
Til vi bytte Plads og Dont.
Vexelviis i Fruerkarmen
Skal vi dele Selskabsglæden,
Vexelviis udspeide Veien
— Med dens Fjelde, med dens Stimænd —
Fra Cabriolettens Skuur,
Vexelviis paa dansk os glæde,
Vexelviis i Velsk os øve
Her jeg sidder i Karmen ret luunt. Ei Udsigt her mangler:
Moderen Gjenboe mig blev; hist sidder jomfruelig Valdborg,
Rank, alvorlig og høi; om sortbrammet Kjortel sig slutter
Sølvspændet Gjord under Barmen, om Lokkerne Carnevalssløret
Flagrer blufærdigt og tæt; "la monaca" derfor hun nævnes,
Naar hun paa Veien udseer fra Buret, liig Nonnen fra Cellen.
Venligt i Fruerbuurr-Krogen, med Hjerte i Blik og paa Læbe,
Sidder med Schiller i Haand den Tvillingesøster Johanna —
(Tvillinger kalder jeg dem, de skjønt forenede Sjæle:
Saadan sig Lys forbinder med Ild søsterligt Samliv;
Samlet jeg seer dem som oftest: liig Tvillingestjernen foroven
Qvæge de Vandrerens Sjæl og venligt de lyse tilsammen.)
Mellem Johanna og mig, betænksom og taus for det meste,
Sidder Elisa med Kurven paa Skjød. Hun kaldes la sposa,
Tænker vel meest paa Berlin, hvor Brudgommen venter med Længsel,
Seer til Siden hvergang jeg om Postgang taler og Brevhaab;
Og naar lønlige Suk til Hjemmet mig stundom undviger,
Veed hun Veien, det flygter, og Følgeskab strax det medgiver.
Spøger jeg stundom og leer, hvad heller opdager en Røver,
Eller forvandles i Karmen til Bold den røde Orange,
Da liden Malle faaer Liv, da barnlig fornøiet hun skjemter;
(Barn hun kaldes endnu, dog snarlig sig Barnet forvandler:
Bold hun fanger iaar, men ad Aare vist hoppende Hjerter).
Tidt er vi Alle fast Børn; med Spøgen besindig dog vexler
Alvor og hvad der forresten blandt Mennesker kaldes fornuftigt.
Blandet er vel Foraarsluften;
Øde ligger trindt Campagnen;
Lumsk med Regn Sirocco truer;
Seent med Veturin det glider;
Munter gaaer dog gjennem Ørken
Veien til forjættet Land.
Ved en Oldtidsgrav vi standse,
Om Ascanius den minder:
Om hiin skjønne Helteyngling
Drømmer end paa gamle Gravhøi
Vaarens friske Blomsterbørn.
Ved Albano vi udstige,
Vandre under Tordenskyen,
See Vulkanens slukte Krater
I Albanersøens Svælg.
Over gravsort Dyb paa Bjerget
Skinner Solglands hist paa Klostret
Som et Himmelslot paa Zion
Straaler der Palazzola.
Paa Terasser høit mod Skyen;
Her i Taagen paa sin Fjeldstie
Sikkre Mule gaaer med Klokken.
Venlig os paa Veien hilser
Albaneserinders Smiil.
Vandred Hedenoldsgudinder
Her i Landsbydragt formummet
Med Uskyldighedens Høihed
Majestætisk os forbi?
Snart vi atter glad henrulle;
Atter os en Gravhøi standser:
Bar frigiven Træl din Aske
Over Havet hid, Pompejus!
Rev dig af Tyrannens Blodhaand
Romertrostab i din Død?
Fandt du her ved Alfarveien
Maalet for din Storhedsdrømme?
Stolte Fristatshøvedsmand!
Eller mindes her kun Folket
Heltenavnet blandt hans Brødres,
Hvor Horatierne hvile
Skjønt forsonet med de høie
Coriatier i Favn?
Vi Ariccia gjenhilse,
Mindes Fyrsten af Savelli,
Hvor hans Fyrsteborg har standet,
Hvor nu Hyrdepigen rolig
Nynner om hans Dands til Graven
Langsomt gaae vi over Bjerget,
Rulle gjennem skjønne Dale,
Hilse Bjerg og Dal med Sang.
Dagen flyer; men Reiseglæden
Følger os med Sol i Regnsky.
I Veletri Karmen standser;
Her Paladset er vort Herberg:
L’Angelottis Fyrstehaller
Aabner os geskæftig Vert.
Her vi kan fra Vindvet skue
Hvor de gamle Volseer boede;
Fredelig i Aftenglandsen
Glindser nu Olivenskoven,
Hvor i Blod paa Kampens Marker
Fordum Landseskove blinked.
Stille, fredelig og venlig
Aftenhvilen her os qvæger
Med det skjønne Landskabsbilled:
Over fjerne Bjerge hviler
Havblaae Taagers Drømmeslør.
Glemte iilsom her imorges
Under travle Reisefærsel
Fremmed Skjønne Strængelegen,
Vel! saa lad i rolig Aften
Her i stille Hal den klinge
Om ustadig Reiselyst!