I et af hine sorgfri Øyeblikke,
Hvor Blomsten dufter Fryd, og kjendes ei,
Hvor skjulte Tidsler spæde Haand ei stikke,
Og Taaren møder Smilet paa sin Vei.
I et af hine søde Øyeblikke
Hvis korte Nydning føder varigt Savn,
Da vi er glad, tilfreds, og kjende ikke
Lyksalighed! dit tomme Troldomsnavn.
Da vandred jeg en hellig Aftentime,
Adskildt fra muntre Samfunds Børneleeg
Jeg hørte Høitidsklokken festlig kime,
Og skjønne Ahnelser i Hjertet steeg.
Borttryllet fra min Legeverdens Skranke,
Jeg voved mig til ubekjendte Dal:
Dog videre bortiled flygtig Tanke,
Og overalt stod Roser uden Tal.
Som muntre Bie, der langt fra tætte Bolig,
Fra Blomst til Blomst omflagrer tryg og glad,
Nu stiger, synker, hviler sig fortrolig,
Og drager Honning af hver Urt, hvert Blad.
Saa vanked jeg nu hid, nu did hendraget,
Snart af en Sommerfugl, snart af et Bær,
Og blev jeg stundom i mit Haab bedraget,
Jeg stod ei sukkende og trøstløs der.
Tilsidst i fjerne Frastand Øyet mødte
En Gjenstand, som det aldrig mødte før;
Jeg iled did, og saae en Marmorstøtte,
Stolt klunsende mod Skyens dunkle Slør.
Af hellig Gysen barnligt Bryst sig hæved,
Jeg mindedes hver Oldtids Heltedaad,
Og hver en Ædlings Aand for Sjælen svæved,
Hvis Roes saa tit jeg nød med salig Graad.
"O! Støtte, raabte jeg, dit Marmor dækker
Vist Støvet af en Fædrelandets Ven,
Dit Iis om hendød Kæmpeæt dog rækker
Hos varme Efterslægt — Erindringen."
Saa knælende jeg i Begeistring taled,
Brat revet fort af Følelsernes Strøm;
Dog ak! hvad Stort, hvad Skjønt paa Jord sig maled
Tit syntes saa i tom Indbildnings Drøm.
— O skjønne Ruus! o saligste blandt Drømme!
Forlad mig først ved Hjertets sidste Slag!
Da seer jeg Fryd selv gjennem Taarestrømme,
Og gjennem Midnatsmulmet — lysen Dag. —
For kolde Frænde yttrede jeg Daare
Med Varme hine høye Følelser;
Dog hvor Viislingen møder hede Taare,
Han seer kun daarligt Sværmerie — og leer.
Da jeg med Fryd hint Marmor ham afmaled,
Som hævede saa høyt min rørte Sjæl,
Han loe, og indsigtsfuldt mig saa tiltaled:
"Din Mindesstøtte er — en Milepæl!"