Dagenes rullende Strøm bortgik;
Forglemt var Kamptidens Luer.
Forglemt var Heltenes Daad og Skik;
Da brast et Slør ved Titanias Nik;
Jeg studsed og saae med smilende Blik
En Leir af Kæmper som Fluer.
Jeg saae, hvor Klippen takked sig steil,
I Maanelys Spindelvævs-Telte.
Paa Søen blev Guldsmedvinger til Seil;
Mit Øie saae i et magisk Speil
Et Spil af Kæmpers pudsige Feil,
Udført af Puslingehelte.
De snapped Oberon Hornet af Haand;
De satte det bagvendt for Munden.
De smælded med Svøbe; de klapped med Vaand;
Hver Hornet indaanded sin skjemtende Aand;
Da løsned Naturens Luner hvert Baand,
Og Spøgen blev broget i Lunden.
Paa Hovedet dandsed Vætternes Hær;
Forvandlet var Alle til Gjække.
Der valsed Smaaharer med Harnisk og Sværd,
Og Pindsvinet neied med Vifte og Fjer.
Godmodigt i venlige Sommernatskjær
Klang Latter fra Busk og fra Hække.
Den bagvendte Verden forlysted en Stund.
Smaaskjelmerne tog jeg paa Armen;
Slet Ingen de saared i Gjækkenes Lund.
Men da satte Oberon Hornet til Mund;
Morgana sang Lunernes Vrimmel i Blund —
Og Hjertet sig løfted i Barmen.
Titania Sløret mod Stjernerne svang;
Dybt Oberon blæste i Skoven.
Flux alle Smaaalfer saa nydelig sprang,
Og Fuglene jubled, og Kilderne sang,
I Skoven det sused, i Skyen det klang,
Og Fiskene leged i Voven.
Morgana hæved i Natten sin Røst
Med Toner fra Livsstrømmens Kilde.
Det klang som fra Kjærligheds evige Kyst —
Da bæved hvert Hjerte af saligste Lyst;
Hvert Lune blev fromt i Naturens Bryst;
De spøgende Alfer blev stille.
