Der dandser en Pige for hver Mands Dør,
Hun dandser i lette flagrende Slør;
I Lokkerne bær hun en Krands saa grøn,
Og Pigen og Pigen hun er saa skjøn.
Der dandser en Pige, saa elskelig,
For Konge, for Bonde, for Arm, for Rig,
Og Konge, og Bonde, og Rig, og Arm,
Vil gjerne trykke den Møe til sin Barm.
Der sjunger en Pige for hver Mands Dør,
Hun sjunger og dandser i flagrende Slør;
Hun sjunger ved Vugge, hun sjunger ved Grav,
Hun dandser paa Jord, og hun dandser paa Hav.
Hun dandser og sjunger, saa elskelig,
For Konge, for Bonde; for Arm, for Rig,
Og Alle vil favne den Møe saa væn:
Men naar hun er nærmest, hun flygler igjen.
Om Morgenen sjunger hun blidelig.
Og vinker, og dandser saa sagtelig;
Alt meer hun mon vinke, og sjunge, og gaae,
Som Solen mon stiige paa Himmelens Blaa.
Ved Middag hun sagtner den flygtige Dands,
Og peger alvorlig paa grønnen Krands;
Men naar man vil favne den Møe saa væn,
Hun smiler, og sjunger, og flygter igjen.
Saa himmelsk hun nynner ved Aftenstund;
Men fjernere, lettere svæver da hun,
Alt høyere monne hun stige og flye,
Og svinder mod Natten bag sorten Skye.
Hvo er vel den Pige i flagrende Slør,
Som dandser, og siunger for hver Mands Dør,
Som vinker forgjæves, og aabner sin Favn;
Mon Haab ikke være den Pigelils Navn?