Kom nu, Fremmede, til Gjæst dig byde de Gamle;
Lystig leved de her, er nu det ogsaa forbi;
End dog skue du kan det store gigantiske Viinfad,
Som opløfted den Helt imens det Helten betvang.
Tømt de har det til Bunds, før træt de ginge til Hvile;
Lystige Hofnar endnu bevogter Kæmpernes Skat.
Synes han ogsaa af Træ, og alt for død til at spadse,
Drag i Livstraaden hist, og see, han gjækker dig end,
Vifter skalkagtig dig med Rævehalen om Munden,
Mens du tørmundet gaaer fra Dværgen og Kæmpernes Fad.