Du — o, siig med hvad Navn Jordlæben nævner Dig?
Du, som over mig selv løfter med Magt min Sjæl —
Tvinger til Høiqvad mig, til unævnelig Fryd! —
Er Du himmelske Gnist, sendt fra Lysenes Lys
Til Dødsarvingens Mulm, for at smelte hans Sjæl,
At i Flammer opløft, luttret i hellig Glød,
Han kan hæve sin Røst — sjunge i Himlen ind!
— Det er ikke mig selv — o, det føler jeg dybt —
Det er en mægtig Aand, stor — med Guddoms-Natur,
Som henriver mig brat, høit i salige Flugt.
— Himmelindvaaner! — ja, Himmelindvaaner var
Ogsaa jeg vist engang — men ei hellig som Du,
Du, hvis mægtige Arm hæver vingelam Sjæl
Til den Herligheds Glands, hvori nu jeg forgaaer —
— Nei, jeg lever som Du: paa din Vinge jeg flyer
Tryg over Stjerners Gang, døer i Straalerne ei.
Himmelfører, hav Tak! Lad mig dit Aasyn see!
Er Du en Lyscherub? flammer i Stjerneglands
Dine Øjne ei hist? eller blender mig alt
Himmelgloriens Lys, hvori Mesteren boer?
Siig, o var det ei ham? Sjælforklareren — ja
Han i Mulmgrav mig saae — han mig løfted ved Dig —
Sendte mig Liv i Død, gav Lys-Vinger til Flugt.
Ja til Ham vil jeg flye — knuust er Gravstenens Aag.
Sjælopløfter! hav Tak! Aanden sendte Du mig —
Himmelfører! hav Tak! Du forlader mig ei.
Seer jeg ikke din Glands, er dit Aasyn mig skjult,
Jeg fornemmer din Flugt, hører dit Vingeslag;
Salig som Sphærers Sang, toner gjennem min Sjæl,
Himmelfører, din Røst. Har Du, for Verden skjult,
Kun fornummet af mig, bygt Dig et Skyepaulun
I min dæmrende Sjæl, at den, salig som Du,
Kan indslutte med Dig Glimt af Aandernes Aand,
Give en Verden Rum, selv en Verden ved Dig!
— Ak hvor svimler du hen? svulmer hovmodig du,
Dristige Sjæl, fordi Herren besøgte dig —
— Knæl, ydmyg dig og smelt! —
Smelt som Draaben i Hav for den Eviges Blik!
Han din Hovmodsdrøm saae. — Taler Guddommens Røst
Lavt i vaklende Siv? Kan i Taager og Dunst
I Pauluner af Støv den Retfærdige boe?
— Stands! forsag nu ei, Sjæl! din Forklarer er nær:
Han blandt Røvere hang høit paa Skændselens Træ;
I den Helliges Glands Røverkulen blev lys,
Blev til en Helligdom, hvor Tabernaklet stod.
Ikke Cederen blot, høit paa Libanons Top,
Hører Alherrens Gang, suser med mægtig Klang
Ved Herrens Aandepust. Hør hvor i Hyrdens Haand
Hist et elendigt Rør, før alle Vindes Rov,
Toner en Jubelsang! — Hør hvor jordblandet Malm,
Hentet fra Bjergets Dyb, luttret i Flammestrøm,
Suser med Orgelklang den Almægtiges Priis!
Og o! hvad var vel du? Harpe i Davids Haand!
Ei du om Hymneklang, herlig udødelig,
Drømte, da Sneglen krøb paa dig i grønne Bark,
Og da din Tonestreng i Dyrets Indvold laae —
Svulm — ei af Hovmod, Sjæl, o! men af Andagt svulm!
Glød, smelt som Malmet du i Aandens Flammestrøm!
Føl hvor dens Aandepust dybt gjennemsuser dig!
Ton nu som Orgelklang! ton Priis og evig Lov!
Sjung med Cherubers Fryd, sjung i Guds Himmel ind:
Hellig — — hellig er Herrens Røst!
Ruller med Tordner den mægtig i gravsort Skye —
Suser i Stormbrag den høit over bundløst Dyb —
Hvisker i Sivet den eller i Cedrens Top —
Hellig — — hellig er Herrens Røst!
Hør, hør, den kalder dig — følg den paa evig Vei!
Himmelberuste Sjæl! — tænk dig i Naadens Dyb!
Bad dig i Lysets Strøm! smelt i det Tonehav,
Som gjennembruser dig! — siung i din Salighed:
Hellig — hellig er Herrens Røst!