Bekrandset for mig stod et venligt Billed
Med Kraft og Høihed, alvorsfuld og rolig,
Af Ungdomslivets Genius fremstillet.
Og meer og meer med Billedet fortrolig,
Jeg lytted stundom, som det vilde tale,
Naar Sjælen sysled ene i sin Bolig.
Da syntes mig en aandig Luft husvale
Og som en Engel Vingen skjult udbrede
Og over Sjælens Idrætsvæld neddale.
Var det din Aand, o Skjald, som var tilstede,
Du, som mig tyktes nærmest af dem Alle,
Som sang om Sjælens travle, Iid hernede!
Jeg lytted til den store Oldtids Skjalde,
Jeg elsked Mange og beundred Mange;
Men Ingen kunde saa min Aand fremkalde.
De toned lifligt mig de tusind Sange
Fra Palmens Hjem til Aftenrødens Bjerge,
Som over Jord til fjerne Slægter gange —
Jeg Kæmpen saae med Flammeordets Værge
Bevogte Livets Træ i Konstens Rige,
Trods hule Tomheds-Klang blandt Gjenlyds-Dværge —
Jeg hørte Qvad om Heltefærd og Krige,
Saae Fortidsdaad, i Billedlys forklaret,
Med Slægters Aand af Tidens Grav fremstige —
Hvad Stort og Herligt Jorden har bevaret
Henrulled for mit Blik paa Tonestrømme —
Det Herligste var Verden aabenbaret —
— Dog det stod fjernt, som skjønne Barndomsdrømme:
Selvkloge Tid ei det Fortabte søgte;
I Evalds Graad jeg saae dets Savn bortsvømme.
Kold Tidens Aand med Livets Længsler spøgte;
Mørk Sjælen foer til Tvivlens Vinterzoner
Og søgte Livets Væld med Klogskabs Lygte.
Da trængte et Aarhundreds Afskedstoner
Til Sjælen mig i dine Melodier,
Du Alvorsskjald, hvis Billed end jeg kroner!
Du greb end Livets Stordaads-Harmonier,
Som Hjertet bruser for i Gjæringsstunden,
Naar Sjælen kæmper — men Livssphinxen tier.
Du maled hvad med Fryd i Drømmeblunden
Jeg stirred paa, som Tankelivets Kjærne,
Hvor Stjernelyren var i Sky forsvunden.
Du skued hvad i Kraftdaad-Verdnen gjerne
Jeg søgte om i Alderdommens Skrifter,
I Tidens Bog og Eftermælets Stjerne.
Og ædel, stor og skjøn, som Tell’s Bedrifter,
Din Sang hentoned over Bjerg og Dale
Og kaldte Livsrøst frem af Gravens Rifter.
— O, kunde ei din Dybsinds-Røst udtale
Hvad kun i store Ahnelser Du skued —
Dog dit Aarhundred vakte Du af Dvale.
For Aandens Frihed Du hver Sjæl oplued,
Som fredløs under Frihedstræet sukked
Og for sin egen døde Klogskab grued.
Du Hjertedybets store Væld oplukked,
Gav Tanken Toneliv og Psychevinger,
Hvor dybest den i Livets Væld neddukked.
— Sig dit Aarhundreds Genius bortsvinger;
Men ei bortflyve dine Alvorstoner.
Din Aand til Friheds Land en Skat medbringer:
Den Livsidee, hvorfor Dig Aanden kroner,
Hvor Universets store Harpe klinger —
Skjønt Tid med Tid og Aand med Aand forsoner.