Fuglen i Luften saa gladelig sjunger
Alt hvad den føler og Alt hvad den seer,
Mennesketummelen nedenfor runger,
Fuglen foroven nu klynker, nu leer;
Faa kun forstaae den, Faa høre dens Qvad,
Men derfor sjunger den ligesaa glad.
Digteren munter som Fuglen maa sjunge
Alt hvad han føler og Alt hvad han seer,
Menneskesværmen ei binder hans Tunge:
Snart han begræder den, snart den beleer,
Faa kun ham høre, Faa elske hans Qvad,
Men derfor sjunger han ligesaa glad.
Fuglen frivillig sin Høisang istemmer,
Fordrer derfor hverken Priis eller Løn;
Digteren gierne al Verden forglemmer,
Guldet belønner ei Sanggudens Søn.
Een Ting i Verden belønner ham kun:
Det er et Kys af en smilende Mund.
Elskende Piger! huldsalige Qvinder!
Kaarer mig til Eders yndede Skjald!
Livlig, som Fuglen, naar Solen oprinder,
Skal jeg da følge det salige Kald.
Glem kun ei Lønnen! jeg fordrer den tit:
Kysser Smaapiger! o! kysser mig lidt!