Vi sørged for de døde;
Paa Ronceval de blev blandt Klipper øde.
De sorte Fjældes Hule
Dog skulde Ridderskabets Flor ej skjule.
Tolv Lig med Pragt og Ære
Til helligt Gravkapel vi vilde bære.
Paa Baaren laa de stærke
Med Jævningsnavn og stolte Riddermærke.
Ung Roland var den første;
Men Bispens Kæmpelegem var det største.
Vi løfted ham paa Skulder;
Paa Baaren Bispens Harnisk klang med Bulder.
Fra Ronceval drog Hæren.
Paa Heltedøden tænkte jeg — og Æren;
Min Skulder bar i Døden
Den fromme Helt, som trøsted mig i Nøden.
Da hørte jeg hans Stemme:
„Hvor færdes jeg? Mig tyktes, jeg var hjemme.” —
Brat standsed Holger Danske;
Den døde slog i Baaren med sin Handske.
Helt sært vi blev til Mode;
Med Rædsel fast paa Livet ej vi troede.
Vi Baaren tog fra Skulder —
Højt Ærkebispen rejste sig med Bulder.
„Den Dysk var haard at døje”
Saa mæled Bispen med det strenge Øje —
„Jeg knusted dog ej ganske:
Jeg bæres i Triumf af Holger Danske.”
Vi hilste højt med Ære
Den Helt, vi troede til sin Grav at bære.
Vi undte Bispen Lykke;
Turpin gik stille til sin Grav med Krykke.