Til Frederik Schmidt
(Den 27de Mai 1830).
(Den 27de Mai 1830).
Atter kom med Blomst og Blad
Englen i de grønne Klæder,
Som ved Vuggen for os qvad
Om et Mai-Livs Alfe-Gllder;
Deilig som den unge Vaar,
Med sin Mailøvkrands i Haar,
Om vort Livstræ hun sig svinger;
Blomster sine Børn hun bringer.
Dig hun sjunger for idag;
Mig imorgen hun besøger.
Under Landsbypræstens Tag
Nu hun hviler blandt hans Bøger,
Sjunger rørt om Dal og Fjeld,
Vlkker Mindet i hans Sjæl
Om hans Vuggesang i Dalen,
Om hans Gang i Klippesalen.
Danmarks, Norges gjave Søn!
Dig har Nordens Skytsaand givet
Barndoms-Verdnen dobbelt skjøn;
Som dens Billed blev dig Livet:
Mellem Dal og Fjeld du drog;
Mildt og kraftigt Hjertet flog;
Høit blandt Fjelde klang din Tale,
Mildt din Røst i Herthas Dale.
Sydens Herlighed du saae,
Nordens Storhed ei du glemte:
Saae du Bjerg og Bølger blaae,
Kjlk du nordisk Sang istemte;
Mægtig Strøm paa vilde Gang
Barndomseventyr dig sang;
Venligt, hvor din Sjæl var hjemme,
Dansk du sang med norske Stemme.
Med et Norge i dit Hjem,
Mellem danske Kæmpehøie,
Seer du nu mod Aften frem,
Men med Morgenglands i Øie;
Til din Hyrdeboligs Fred
Tindre klare Stjerner ned:
Venskab, Kjlrlighed og Hlder,
Aandens Fred og Hjertets Glæder.
Hvad dig gjennem Sjælen klang,
Hvad i skjønnest Drøm dig rørte,
Hvad ved Vuggen Englen sang,
Som fra Vaar til Vaar dig førte,
Hvad de største Aanders Røst
Sang fra de Forklartes Kyst —
Det gjentoned dybt og stille
I dit Liv fra Hjertets Kilde.
Og som Røst fra dybe Hav
Klang din Sang mig i det Fjerne,
Og i Glands af Sydens Stjerne.
Under Nordens Sneesky glad,
Her jeg ved din Arne sad,
Hørte atter Mindet svinge
Over os sin Tonevinge.
Hil dig, Konstens gamle Ven!
Aandens Præst med Bardestemme!
Livet, som ei farer hen,
Veed dit Hjerte skjønt at gjemme;
Hos dit Livstræ Englen staaer,
Ungdomsfrisk endnu som Vaar;
Mangengang paa Lysalfvinge
Hun dig Mailøvkrandse bringe!