B.S. Ingemann (1789–1862)

Jeg vil bøie mit Hoved imod hans Bryst

Og min Kind mod hans Hjertekammer.

I hans Blik vil jeg dukke min Sjæl med Lyst

Og vugges i Livets Flammer.

Hans Paulun er et Tempel med Myrrhaduft;

Som Propheters hans Røst mig klinger.

Naar han sukker, faae Paradiistanker Luft

Og flyve med Englevinger.

Mine Kinder har Middagens Straaler brændt,

Naar jeg gik gjennem Ørkner golde.

Mod den stigende Sol var mit Aasyn vendt

Og mod hans Pauluners Volde.

Jeg er dunkel, som Druen, der blusser rød

Paa mit Bjerg over Kedars Vænge;

Dog han elsker de mørkladne Kinders Glød

Som Rosen fra Sarons Enge.