Saa dunkel er min Gang paa Jord:
Ei Verdens Glands jeg skimter;
Jeg hører kun de skjønne Ord
Om Lyset, som i Himlen boer
Og over Jorden glimter;
Jeg aldrig Jord og Himmel saae;
Ei Maane, Sol, ei Stjerner smaae,
Ei Skov, ei Søe mig glæder —
O! nævn mig ikke Verdens Pragt,
Ei Vaarens lyse Blomsterdragt!
— Det lukte Øie græder.
Dog Tonerne jeg høre kan
Fra Jord, fra Himmerige:
De komme fra et fremmed Land,
Og paa min Verdens dunkle Strand
De i min Sjæl nedstige:
I Havets Brusen, Fuglens Sang,
I Stormens Susen, Orglets Klang
Jeg Herrens Røst fornemmer:
Har han mig skjult sin Verdens Glands,
Han aabned dog mig Sjælens Sands
For Evighedens Stemmer.
De tone i min Dæmring ind
Saa venlige, saa søde.
Jeg føler Taaren paa min Kind;
Det toner dybt i stille Sind:
Mig skal en Frelser møde!
Jeg Herrens Ord fornemme kan:
Det toner om et bedre Land,
Hvor ingen Sorg er inde;
Did vil jeg med min Frelser gaae,
Foruden Sol og Stjerner smaae,
Og følge ham iblinde.
Du Stav, du Øie paa min Gang!
Du Broder! lille Kjære!
Græd ei! min Dæmring er ei lang:
Jeg gjennem Natten gaaer med Sang,
Kan Jordens Lys undvære:
Jeg føler det, jeg veed det vist —
En Haand mig leder her og hist
Igjennem Verdensvrimlen;
Den Haand skal vogte mig for Fald,
Og fra min Nat jeg vandre skal
Til Lyset og til Himlen.
Behold, o Jord! din Farvepragt!
Min Stjerne her ei funkler:
Dit Lys, o Verden! vist er svagt
Mod Herren i hans Straaledragt:
Hans Lys ei Nat fordunkler;
Det skal den Blinde skue med:
Til Himlen og dens Herlighed
Før mig, o Gud! ved Aanden!
Saalange være Lyset slukt!
Saalange vare Øiet lukt!
— Kom, Broder! ræk mig Haanden!