I Danmarks Konstnerhave
Et sjeldent Træ der stod
Med sydlig Tryllegave
I nordisk Blad og Rod.
Det Billedblade strøede
Rundt om i Borg og Vraa
Som malt med Morgenrøde
Af Sydluftsr-Alfer smaae.
Der Elverpiger stode
Som aanded de kun Sang,
Som Nornen dem betroede
Chariters Dands og Gang.
Der milde Psycher bæved
Og segned hen i Duft; .
Henover Harpen svæved
Malvinas Aand i Luft.
I Farver, som kan blende,
Med Blik, som tale kan,
Kom ofte Ven og Frænde
Som fra et bedre Land.
De smiled os imøde
Fra Bladet underfuld;
De Blade aldrig døde —
Men Træet sank i Muld.
En Stund sig Aanden dølger
I Blomstertræets Svøb,
Strøer Guld i Tidens Bølger,
Men følger ei dens Løb.
Mod Frihed Englen stræber
I skjønnest Farvedragt;
Kort Blomsterstøvet klæber
Ved Vingens Sølverpragt.
Du tidlig din udspiled,
Har Bladguld-Larven tabt;
Med Psycheflugt du iled:
Til Flugt din Sjæl var skabt.
Om Hellas Vaar du drømte;
Den blomstred i din Aand,
Naar Vaarens Farver strømte
Livsalig fra din Haand.
Den Vaar, du nu har fundet,
Med Ætherblomster blaae,
Er i det Land oprundet
Hvor Sol ei skal nedgaae.
Din Iid du der fuldbringer,
Af Himmelluft omsuust,
Naar Evighedens Vinger
Har Tidens Værker knuust.