Alt trende Døgn sad Sangeren
Alene i den dybe Mordergrube:
Natuglen hyled Død af hæse Strube,
Og varslende peeb Faarekyllingen.
"Vee mig! — han sukked — levende begravet!
Fordømt til Hungers gyselige Død!
Dog Kjærlighed! du gjør min Marter sød," —
Udmattet han paa fule Straa henraved.
Da runger det dybt under Jord,
En blaalig Lue over Gulvet bæver,
Og see! en vanskabt Dværg af sumpigt Muld sig hæver,
Og pludseligen for den Fangne staaer.
Han seer ham — og et Skridt tilbage træder:
"Hvad vil du, lede Dværg! hvad vil du her?
Vil du forøge Dødens Pinseler?"
Da leer den Underjordiske og qvæder:
"Jeg vil lindre din Nød,
Jeg vil hindre din Død.
Og vil du nedstige
Med mig i mit Rige,
Vil du knuse din Luth, vil du glemme din Møe,
Da skal du ei døe.
Og vil du mig sværge,
At vandre blandt Dværge
Under sorten Muld;
Da skal du boe i Palladser af Guld,
Under hvalte Bue
Af Azur Blaa,
Hvor Karfunkler lue
Som Stjerner smaa,
Hvor Perler udqvælde
Fra Demantfjelde,
Hvor Guldæbler hænge paa sølverne Green,
Hvor Fuglene sjunge af Marmorsteen!"
"Nei, Dværg! — saa var den Ynglings Svar —
Jeg vil ei i dit dunkle Land nedstige:
Jeg hade maa dit kolde Glimmerrige;
Thi i Arkadien jeg eengang var
Jeg vandrede ved Oververdnens Kilder,
Og, glødende af evigt Liv, jeg saae
Den Jord, den Himmel, og de Stjerner smaa,
Som du i Ærts og haarde Steen afbilder.
Og steg jeg i din Underverden ned,
At plukke Guld af dine Sølvergrene;
Da maatte jeg for evig der forstene,
Midt din usle, kolde Herlighed.
Nei, lad mig døe med Himlens Ild herinde,
Med Luthen i udmarvet Arm,
Og med den dybe Elskov i min Barm,
Som lever skjøn, naar jordisk Liv maa svinde."
Brat Dværgen synker ned i Muld;
Men af det samme Svælg, hvor han bortviger,
Et andet Skrækkebillede opstiger:
En Kæmpebeenrad, rædselfuld.
Med graadig Tand den egne Knokler nager,
Den nærmer sig med langsomt Fjed,
At styrte Ynglingen i Dybet ned —
Den griber ham — og til Afgrunden drager.
Da rasler det i Fængselet,
Op Gittret flyver, — og i hvide Klæder
En yndig Qvindeskikkelse fremtræder;
Strax svinder Kæmpespøgelset.
Den Fangne rækker hun et Muskelbæger,
Til Randen fyldt med kostelige Saft;
Han tømmer det, — og vældig Levekraft
Opfylder Sjælen, og det matte Legem qvæger.
"Hvo er du, Engel lys og skjøn!
Som møder mig i Nattens skumle Grube,
Som river mig af Hungerdødens Strube?
Hvo er du, Engel lys og skjøn!"
"En mægtig Fee fra luftigt Tryllerige,
— Saa svarede den underlyse Møe —
Vord min for evig! og du skal ei døe;
Men til min Herlighed og Glands opstige."
"Nei Fristerinde! — sukked han —
Er du end skjønnere end Jordens Piger,
Og boer du end i gyldne Trylleriger,
Jeg ei i Evighed dig elske kan:
Eengang jeg elsker kun i Livet;
Men brændende og uforanderlig,
Og intet Helved, intet Himmerig
Afvrister mig den Skat, som er mig givet."
"Hvo er vel denne Elskede,
For hvem du Liv og Frelse vil bortstøde,
For hvem du daarlig hungre vil tildøde?
— En Kongedatter, du Afsindige!"
"En Sjælesøster, til mit Væsen bunden,
Før det i Legemverdenen nedfoer:
Jeg søgte hende paa den vide Jord,
Og ved min Grav først — har jeg Livet funden."
"Du Daare! Hvo har sagt dig det?
Endnu du aldrig talede med hende,
Og hvorpaa vil du hendes Elskov kjende?"
— "Har jeg da ei den Hulde seet?
Der er et Sprog, som Læben ei udtaler,
Som Englene i Himlen vist forstaae,
Og som umærket kan til Sjælen maae:
I Øyet er det Aanden tro sig maler."
"Nu — jeg vil ei modsige dig:
Du har forstaaet Øyets stille Tale."
Her lod den Skjønne Silkesløret falde,
Og hvisked: "Sanger! kjender du nu mig?"
Han saae — og see! han bævede af Glæde,
Prindsessen for hans drukne Øye stod,
Han svimled — sank til Sirmas Fod,
Og maatte den med Glædestaarer væde.
Ømt Pigen tog ham i sin Arm,
Tæt sammenvoxet, deres Læber brændte,
Det var som de hinanden evig kjendte,
Saa sammenflød de Hjerter Barm mod Barm
Og Fængslet blev en yndig Elskovsbolig,
Hvor Kærlighedens Sange lød,
Hvor Kys og Favntag Sangene afbrød,
Og Hjerterne meddelte sig fortrolig.
Om Dagen drømte Sangeren
Paa usle Straa saa lykkelige Drømme:
I Saligheders Hav han syntes svømme,
Med Haabet eene og Erindringen.
Naar venlig Natten Jorderig Indhylled,
Og lukked Lysets nidske Øyne til,
Da nedsteg i hans Grav den Pigelil,
Og lønlig Dagens Elskovsdrøm opfylded.
"O! I som med tilbundne Øyne gaae
For Trældomslivets store Qværn og svede,
Troe mig, man lever mindst af Brød hernede,
Men I ei see det — I det ei forstaae.
En aaben Grav for levende Hendøde
Er Jorden uden Kærlighed;
Kun naar den luttret til os stiger ned,
Vi øyne Glimt af evig Morgenrøde.
Og selv i Fængslets dybe Nat
Den hulde Straale venlig gjennembryder,
Og Livets Strøm i Dødens Aarer flyder,
Og Paradisets Porte er opladt."
Saa qvad den Sanger tit i Nattens Stille,
Og trykkede sin Pige til sit Bryst;
— Dog ak! hvor stakket er selv renest Lyst!
Mon Himlens Glæder flagre evig vilde?
Man troede han forhungret var:
En Dag kom Slaver Liget at borttage;
Men taus, forfærdet, flygted de tilbage,
Og Undertidenden tit Kongen bar:
"Han lever, den Dødsdømte lever,
I Graven sjunger end den underfulde Mand,
O! Konge, han ei dræbes kan:
En mægtig Skytsaand Konstneren omsvæver."
Et Øyeblik Monarken undrer sig;
Men snarlig han den hele Gaade fatter:
Han læser den i Øyet paa sin Datter,
Hun tilstod, græd og bad saa inderlig.
Men fra sit Faderbryst han støder hende.
Og falder kold den gyselige Dom:
"I krænket har mit Huses Helligdom;
Thi skal I begge høyt paa Baalet brænde."
Og paa hans Bud man reiser op
Et Baal af beget Fyr og fede Graner,
Og tvende sorte Morderpæle stander
Høyt paa dets frygtelige Top.
Vidt spredes om udi det ganske Rige
Den grumme og uhørte Dom;
Utallig Hob til Rettersteder kom,
At see og ynke de Ulykkelige.
De arme Elskende! — dog nei,
De Lykkelige! — døe skal de jo sammen,
Og Haand i Haand igjennem Martyrflammen
Henvandre Evighedens lyse Vei.
Der er ei Elskov nogen Brøde,
Der samles i elysisk Fred,
I uforstyrret Guddomssalighed
De Elskende, som troe og haabfuld døde.
Saa tænkte de, saa følte de:
Igjennem Jordens Skjærtsild maae vi vandre,
Døe, for at leve evig med hverandre,
De tvivled ikke, — thi de elskede.
O! store Guddom i vort Hjerte!
Du øser dybt af Troens Sandhedsvæld,
Du aander større Vished i vor Sjæl,
End Alt, hvad alle Jordens Vise lærte.
Det fromme Par af Fængslet gik
Med roligt Fjed det Rædselsted imøde:
Trindt Klagelyd og Dødens Sange løde,
Da steg dog Taarer i den Skjønnes Blik.
Endnu engang paa dette Liv hun skued,
Og skjønnere end nogentid det fandt;
Stærkt var dog Baandet, som til Jorden bandt,
Og høyt endnu Livshaabets Fakkel lued.
Ja Pige! haab hvert Trin, du gaaer!
Haab selv naar du det grumme Baal bestiger!
Hvor Livet lever, Haabet aldrig viger,
Hvor Haabet haaber, Lykken forestaaer.
En liden Stund sig Musen vender
Til andre Regioner bort;
Gak, hulde Par! gak trøstig fort!
Vi sees igjen, naar Faklen Baalet tænder.