Sang fra det Fjerne
(Efter Matthison)
(Efter Matthison)
Naar Aftnens sidste Straale blinker
I Egelunden til dig ned,
Og du et Billed seer, som vinker,
Og farer hen, og aander Fred;
Da er det Vennens Aand, som tro
Dig smiler, vinker fryd og Ro.
Naar Maanen halvt sit Aasyn gjemmer,
Og Elskovs Drøm hentryller dig,
Og du fra Espens Løv fornemmer
Melodisk Susen blidelig:
Mens ahnende dit Hjerte slaaer,
Min Aand da gjennem Skoven gaaer.
Og føler du, naar Tanken svæver
Sødt i Henfarnes Elskovslund,
Et sagte Pust, der venligt bæver,
Som Zephirs Kys, paa Barm og Mund,
Og vifter Lampen i din Haand,
O! tvivl da ei — det er min Aand.
Og hører du, naar Nattens Stjerne
I tyst Smaakammers glimter ind.
Som Æolsharper fra det Fjerne,
Det Pagtens Ord: "for evig din!"
Da slumre blidt! min Aand det er,
Den svæver om dig, fjern og nær.