Dannemark til Norge
(den 11 Decbr. 1811.)
(den 11 Decbr. 1811.)
Lyt til Jubelsang fra Herthas Strand!
Norrig! gamle Broderland!
Qvadet tone blidt mod dine Kyster!
Hør! saa sjunger Dania din Søster.
Evig tro mit Hjerte mod dig slaaer,
Gamle Bjergmand, stærk og stor!
Kjærlig Slettens Møe sig til dig klynger;
Thi een Faders Arme os omslynger.
Længe stod du barsk paa høyen Fjeld:
Fjernt sang Musers Kildevæld;
Men de sused dine Graners Skove,
Og den taug den underfulde Vove.
Pindi Døttre svæved dig forbi,
Boede ei paa Klippestie;
Danas Bøgelunde dem beskygged,
Og paa Sletten de et Tempel bygged.
Lydt fra Templets høie Sale lød
Vaarens Sange, liflig, sød,
Og i Flammebølger de fremvælted,
Vintersneen paa din Isse smelted.
Mægtig Attraa dine Sønner drev,
Fra dit Faderbryst dem rev:
Over bundløs Grav og sorten Bølge
Maatte de den dybe Længsel følge.
Frem de treen i Templets Hvælvinger,
Reiste mangent Altar der,
Som i gyldne Straaleglands skal lue,
Til du brister, Nordens Himmelbue!
Ja vær stolt! du Kæmpeland i Nord!
Dine Sønners Roes er stor:
Ei blot Helte de til Himlen komme,
— Helgener fra Musens Helligdomme.
Viisdoms Altar fromt de ofred paa,
Gunstig det Gudinden saae,
Og nu vil hun høyt sin Arne bygge
Mellem Bjerge, under Graners Skygge.
Did henover Hav i Dands bortgaaer
Gratiers og Musers Chor;
Helicon blandt Klipperne de finde!
Aganipper styrte fra dets Tinde!
Fast som Dovre Viisdomsborgen staae!
Ei i Evighed forgaae!
Hellig den mod Stjernerne sig hæve!
Og en Genius den huld omsvæve!
Du, hvem Gud gav doppelt Spiir i Haand,
Tvillingrigets lyse Aand!
Hvad du grunded viselig paa Fjelde
Staaer i Tidens Hav, trods Stormens Vælde.
Derfor toner Fryd fra Herthas Strand;
Hør det! gamle Broderland!
„Held dig!" siunger høyt fra sine Kyster,
Dania din elskte Tvillingsøster.