Kong Gøttrik brød Tro og Love,
Og Keiseren var os gram.
Jeg kunde for Harm ei sove,
Og rød var min Kind af Skam.
Jeg fulgte den store Keiser
Til Rom mod Barbarers Vold.
Med Keiserens Banner kneiser
Lombarden med Drage-Skjold.
Jeg saae paa Lombardens Øie,
Han tænkte paa Svig og Sned.
Jeg agted paa Skjelmen nøie:
I Dyst han Banneret smed.
Hver Christen veg med de Franske;
De Vantroe med Seir foer frem.
Ei ænsed de Holger Danske;
Mit Glavind dog sang med Klem.
Det sang for Lombardens Øre,
Og Sjælen med Gru han slap.
— Lad mig Standarden nu føre!
Jeg sprang paa hans Ganger rap.
Hans Guldhjelm dækked mig Panden,
Hans Brynie klang om mit Bryst.
Gjenfunden var Bannersmanden;
Hans Skjold var fremmerst i Dyst.
Høit pristes Lombarder-Skjelmen;
Jeg svinged hans Bannerstang.
Jeg loe paa Dansk under Hjelmen,
Og atter mit Glavind sang.
Det sang, som Liigklokken ringer,
Hvor Vildmænd Keiseren bandt.
Fri, svang sig Carl paa min Springer,
Og store Seier vi vandt.
For Seiren priste de Franske
Lombarden, jeg gav sin Rest;
Bag Hjelmen loe Holger Danske:
Jeg kjendte Lombarden bedst.
Ei kjendte mig Keiserens Øie;
Han var mig til Døden gram.
Mit Knæ saa maatte jeg bøie;
Jeg Ridderslaget fornam:
„Lombard! Du var tro og ærlig,
Og Mod du har som en Fransk;
Som Tydsken du hjalp mig kjærlig,
Og ei som en troløs Dansk.” —
Op sprang jeg med Fryd og Smerte,
Jeg nævned mit danske Navn;
Brat smelted Keiserens Hjerte —
Han tog Holger Danske i Favn.