En Aftenstund jeg eene sad
Ved Arnens stille Lue,
Og monne mangengang saa glad
Igjennem Vindvet skue;
Skjøndt Muur og Skyer skjulede
Den store hvalte Himmel,
Saa kunde dog mit Øye see
En lille blaalig Strimmel;
Og Øyet tindrede saa fro,
Thi fjernt det kunde skimte
I Aften et Par Stjerner smaa,
Saa blidelig nedglimte.
Og underlig mit Hjerte slog,
Jeg kunde det ei tæmme,
Da tog jeg Harpen frem fra Krog,
Og monne Strængen stemme.
Og som jeg sang, og vandrede
Hist under Himmellamperne,
I Øst med Aand og Tanke;
Paa Dør det monne banke.
Og indtreen der saa pludselig
En lille fremmed Pige,
Hun nærmed sig saa sagtelig,
Og nynnede tillige:
"Du sidder her i Skumringen
Saa eene, og opleder
I Stjernerne paa Himmelen
Ved Harpen — dine Glæder.
Du har ei Hustroe eller Børn,
Og du har ingen Pige,
Og kan dog ei, som dristig Ørn
Bortflye fra Jorderige.
See! derfor kommer jeg til dig,
Vi to vil os foreene:
Jeg vandrer og paa Jorderig
Bedrøvet og aleene.
Jeg leder om et Hjem, et Lye,
Jeg leder om en Fader,
Udi hvis Arme jeg kan tye,
Og som mig ei forlader.
Thi fader- moderløs jeg er,
En Morgenlænderinde,
Og fremmed er jeg kommen her,
Og kan ei Hjemmet finde."
Saa nynnede den Pigelil,
Og til mit Bryst sig klynged,
Og under Sang og Harpespil,
Jeg Arm om Glutten slynged.
Og hun min Datter vorden er,
Og jeg er hendes Fader,
Og Pigen er mig nu saa kjær,
Og nødig mig forlader.
Hun hopper glad og lystelig
Om i mit lille Kammer,
Og mangengang adspreder mig,
Og Modersmaalet stammer.
Kun lidt deraf jeg fatte kan,
Det Lidet dog mig glæder,
Hun taler om sit Fødeland,
Og om dets Herligheder.
Og mangent Eventyr hun veed,
Som stundom i vor Eensomhed,
Naar Vinterdagen helder,
Ved Arnen hun fortæller.
Nu har hun længe hoppet om
Udi min lille Stue,
Nu skulde hun dog see sig om,
Hvor der er meer at skue.
Og hun har faaet Lov at gaae
En Smule om i Landet,
Og hist og her at banke paa,
Og nynne Et og Andet.
Men hun er kuldskjær og ei vandt
Til Nordens kolde Vinde,
Og i er nordisk tæt Gevand
Jeg maatte svøbe hende.
Lad hende ei i Kulden staae,
Den lille stakkels Pige!
Men hører, naar hun banker paa!
Og lukker op tillige!
Og synes I, hun taler dansk
Lidt meer maaske, end østerlandsk;
Saa hende det forlader!
Thi dansk er hendes Fader.