Kong Hadding sidder ved Nadverbord
Ved unge skjøn Ragnilds Side.
De skifte saa mangent Hjerteord;
Det stunder mod Midnatstide.
Sneen fyger mod Gavl og Glug;
Arnen er slukt i Hallen.
Dronningen drog saa dybt et Suk,
Guldkronen til Jord var falden.
Kongens Krone paa Bordet stod;
Brat lægger han den paa Tillie:
"To Kroner lagde jeg for din Fod;
Staaer til den tredie din Villie?"
"Ak, nei, min Konning! jeg sukked saa
Ei for Guldkronen den røde;
Jeg ternkte kun paa mine Urter smaa,
Som alle i Vinter døde."
"Snart fyger Sneen i Høien ind,
Hvor med vore Kroner vi ligge;
Saa klapper du mig ei meer paa Kind,
Mit Favntag glæder dig ikke."
"Saa høre vi aldrig Fuglens Sang,
See Sol og Maane ei skinne —
Jeg gruer for Vinterqvellen, saa lang,
Hvor alle Smaablomster svinde."
Kong Hadding sig læner til Egebord;
Paa Kæmpehaand hviler hans Pande.
Ei mæler den Herre et eneste Ord;
Men Taarer i Øiet ham stande.
Og see, da rører sig Steen og Muld;
— Det Syn fast Dronningen skræmmer —
En Qvindeskikkelse, underfuld,
Sig hæver ved Arnens Æmmer.
Den Qvindes Haar er som Asken graae,
Som Egens Bark hendes Kinder;
Som Vinterhimlen er Kaaben blaa,
Som Nordstjernen Øiet skinner.
Smaablomster bærer hun i sit Skjød,
Saa liflige, friske og grønne;
Den Mand er ikke i Verden fød,
Der nogentid saae dem saa skjønne.
Hun nikker ad Dronningen, stille, mild,
Og peger paa Blomstervrimlen;
Hun seer paa Kongen med Blikkets Ild
Og peger mod Stjernehimlen.
"Hvor flige Urter om Vintren groe,
Det lyster I vel at vide;
Følg med mig, Konning! saa faaer du Ro;
Du paa mit Leide kan lide."
Kun Dronningen rækker de Blomster smaa
Og gaaer mod Arnen tilbage,
Slaaer over Kongen sin Kaabe blaa,
Maa brat ham med sig neddrage.
I Slud og Taage paa lønlig Sti
I Mulm den Herre fremtræder.
En Kongeskare ham gaaer forbi
I Purpur og Skarlagenklæder.
Den Skare lader han fare i Fred;
Heelt sælsomt er han tilmode;
Paa grønne Enge det Tog fremskred:
Der Vinterurterne groede.
Paa Blomsterne glimter en Stjerne svagt;
Fuldtvel dog kan han dem kjende.
I Dybet bruser den Flod med Magt,
Som kom den fra Verdens Ende.
Han seer bortrulle i dybe Strøm
Al Verdens Spjude og Pile.
Han fremad gaaer, som han fiøi i Drøm,
Han kan ei standse, ei hvile.
Med Qvinden han gaaer over store Bro,
Der seer han to kæmpende Hære;
Og Kongen vorder i Hjertet fro:
"Mon alt jeg i Valhal være?"
"Blandt Kæmperne gaaer du, som faldt paa Val
Og længst efter Valhal stunded;
Som store Skygger de kæmpe skal
Til Dag er for dem oprundet."
"Men Stjernen glimter saa mat kun her,
De Urter er dunkelrøde. —
Lad rulle i Strømmen de brudte Spær!
Lad kæmpe, lad kæmpe de Døde!"
Nu gange de frem til en Muur, saa stor,
Den haver i Verden ei Lige;
Over den gik aldrig Menneskespor,
Over den kan Kongen ei stige.
Høit over Stjernerne Muren naaer —
En Straale paa Randen glimter;
Al Verdens Herlighed overgaaer
Hvad i den Straale han skimter.
Høit Hanen galer i dunkle Land
Blandt Skyggekæmpernes Skarer.
Qvinden afriver dens Hoved paa Stand
Og smiler, der Livet henfarer.
Fuglens Hoved var uden Røst;
Hun ind over Muren det svinger;
Der galer den atter med Liv og med Lyst,
Saa Jord og Himmel gjenklinger.
Kong Hadding svimled mod vilden Strøm,
Saae ei hvor han kom tilbage.
Den Gang ham tyktes en sælsom Drøm,
Men glæded ham alle Dage.
Ved Arnen sad han end mangen Qvel
Ved unge skjøn Ragnilds Side;
Smaablomsterne glæded Dronningens Sjæl,
De blomstred ved Vintertide.
Kong Hadding smiled heelt trøst derved:
"Jeg saae hvor de Blomster udsprunge;
Men jeg veed hvor Solen gaaer aldrig ned
Og hvor døde Fugle kan sjunge."