„Kom Tasso! — bød Hesperien med Fryd —
Kom Digterkonning! og bestig din Throne!
Paa Capitoliet Triumphen nyd!
Modtag af Samtids Haand din Laurbærkrone!”
„O!” — sukked han, „behold din Hæder, Jord!
Ei dine Laurbær var det jeg begjærte;
Men eier du hvad Tasso sukker for,
Da giv det Fred, det arme Digterhjerte!”
I Drømme kom et Fredens Sendebud,
En Stemme lød: „gak! søg, og du skal finde!
Til Laurbærkroningen drag hen med Gud!
Og du skal selv en Palmekrone vinde.”
Og see! et Lys oprandt for Skialdens Blik,
Han saae til Himlen, gjorded sine Lænder,
Ad tornet Stie han Længselsgangen gik,
Med Luth og Pilgrimsstav i fromme Hænder.
I Klosterstaden mødig han indtreen,
Udmattet sank han, og til Hvile stunded,
En Broder bar ham i sin Celle ind,
Der under Bøn den Pilgrim sødt henblunded.
Og mens du fletted ham din Krands, o! Jord,
Blev Himmelkrandsen om hans Tinding vunden,
Paa Seraphvinger Skjaldens Sjæl henfoer,
Han havde Evighedens Palmer funden.
Fred med dig, Barde! hist en snever Steen
I Klosterkirken kold din Larve giemmer;
Foruden Minde smuldre dine Been,
Mens Slægterne din milde Aand fornemmer.
„Her” — hvidsker den, som fjerne Svaners Sang —
„Her skal ei Krandsen Digteren belønne:
Han vandre fordringsløs sin Pilgrimsgang!
Hist vente Palmerne, de eviggrønne.”
*)
Herder