Gjensamlet i Fortrolighed,
Først Prindsen sine Hændelser fortalte,
Og livligen med Rosenfarver malte
Sin Himmelvandring og Lyksalighed.
Hun paa hans høye Flugt ham fulgte,
Og fatted ham med kjærligt Sind,
Blyfærdig rødmed tit den Skjønnes Kind,
Men Hjertet ei sin ømme Elskov dulgte.
"Viid nu — saa blev Prindsessen ved —
Jeg fødtes i det fjerne Norden;
Men jeg foragted den og hele Jorden,
Fordi den ei forstod min Kjærlighed.
En elsket Tvillingbroder var mig givet,
Indviet i min Sjæls Mysterier,
Han eene deled mine Ahnelser,
Og skuede som jeg henover Livet.
Vi tit i Qvad og Harpeklang
Udlokked Hjertets dybe Længselsstemmer —
O! Broder, Broder! jeg dig aldrig glemmer,
Prinds! lad mig sjunge dig hans sidste Sang!
Eet Sted, eet Sted er det vist
Hvad jeg søger og ei kjender,
Mon det er bag Bjerget hist?
Eller der hvor Verden ender?
Men paa Jord jeg det kan naae?
Eller hisset i det Blaa?
Mon der Intet skrevet staaer,
Hvor mit Øye Intet skuer?
Eller mon jeg ei forstaaer,
Hvad der malet blev med Luer?
Tusind Under syner jeg,
Tusind øyner jeg vist ei.
Mon Naturen Grændsen er?
Mon den eier hvad jeg søger?
Er der paa hin Side meer?
Staaer der meer i andre Bøger?
Eller er mit dunkle Savn
Uden Maal, som uden Navn?
Saa sang han mørk og kasted sig
Forgjæves i Naturens aabne Arme,
Hans Hjerte slog med fyrig Ungdomsvarme,
Og dog var han ulykkelig:
Født mellem Iis og Sne i Norden,
Gik han som i et fremmed Land,
Hans Aand ei Hvile finde kan;
Den svæver mellem Himmelen og Jorden.
En Nat han slaaer paa høyen Fjeld
Og seer paa Stjernerne og paa Nordlysets Flammer,
Og Guderkraften, hvorfra Alt nedstammer,
Udvider mægtigen hans Sjæl.
Da smiler Guden i det Høye,
Og raader: see! vildfarne Søn!
Haab! elsk! og see min Jord er skjøn —
Og Støvets Taage faldt fra Sønnens Øye.
Paa Klodens Aand han Lykkens Guddom saae,
Ustadigen nu hid nu did hun bæved,
Men liden Genius om Huldgudinden svæved,
Og tvang den Flygtning stille staae:
Hun stod ved Morgenrødens Kilde,
Og øste Ild, og malede med Guld,
Paa Himmelbuen, underfuld,
Hvad ingen jordisk Pensel kan afbilde.
En straalende Seraph det var,
Den smiled blidt, som en forklaret Pige:
Det Syn nedfaldt fra lyse Aanders Rige,
Og gyldne Skyer det til Jorden bar;
Og over Bjerg og Dal og Bølge
Han søgte hende, hvor hun smiled huld;
Thi Skjalden, haabende og elskovsfuld,
Maa evig — evig Idealet følge.
Paa vinget Ganger han sig svang,
Og flyede fra sin Søster og Veninde;
I Østen troede han sin Elskede at finde,
Og vildt i Luften lød hans Afskedssang.
Gud veed i hvilke Egne nu han svæver!
Han skabtes ei for denne Jord."
"Jo — afbrød Prindsen — jo jeg troer,
Jeg troer jeg kjender ham — han lever.
Han til min Faders Høytid kom,
Jeg prøvede hans Arm i Kæmpedyster,
Han fandt sin Elskede udi min Søster;
Men ak! jeg var hovmodig, sjæletom.
Jeg ham og Gangergriffen haaned,
Jeg Daare! o! jeg vidste ei,
At den mig skulde vise Livsens Vei,
Hvor Kærlighedens høye Himmel blaaned.
Ja det var ham, jeg veed det vist,
Vi skal ham finde i min Faders Rige,
Han skal forenes med sin Elskovs Pige,
Og han forglemme vil hin korte Tvist.
Ham skylder jeg min hele, store Lykke,
Hans Tryllefugl mig hævede til Gud,
Til Kærlighedens Borg og til min Brud,
Varmt til mit Broderbryst jeg ham skal trykke."
Prindsessen hørte glad de Ord,
Og klynged sig til sin Elskers Side,
Og vedblev siden: — "Nu, du vil vel vide
Hvorlunde hid jeg kom fra Nord?
Derfor jeg takke maa min Fjende,
En Troldmand, stor og frygtelig:
Han til sin Klippeborg bortslæbte mig,
Og troede stolt min Kjærlighed at vinde.
Men jeg ham trodsed med Foragt,
Og svoer, kun den mit Hjerte skulde bøye,
Som saae paa Jordens Tant med roligt Øye,
Og trodsed Slavers, Gulds og Vellysts Magt.
Da udbrød Trolden høyt i Latter,
Og raabte: "vel! du skal din Villie faae;
Høyt skal du throne, Ingen dig skal naae,
Som ikke Himlen i sin Aand omfatter."
Hevngjerrig satte han mig her
I Trylleborgen, herlig og forgyldet,
I Støvets kolde, matte Glands indhyllet,
Omringet trindt af grumme Slavers Sværd;
Og ved hans Troldom jeg forstumme maatte,
Sænkt i en Dvale, liig den stille Død,
Indtil en Mand mit Fængsel gjennembrød,
Og ubesmittet for mit Øye traadte.
Thi ved den store Salomon han svoer:
"Kun den dig løser, som dit Hjerte vinder,
Og Talismannen paa din Isse finder,
Hvormed jeg Under virke kan paa Jord."
Ak! vistnok mangen Ridder hid er stundet,
At løse mig fra den Forhadtes Magt;
Men Prøven var for stor — og Hjertet svagt,
Og Døden har de sikkert alle fundet."
"Ja deres Hoveder jeg saae,
— Afbrød vor Helt — de hængte dødningblege
I Salen hist paa blodbestænkte Vægge,
Og stift og varslende hen paa mig saae.
Dog hvad der farligst mig paa Veien standsed,
Var de forføreriske Piger smaa,
Som hisset i vellystig Slummer laae:
Kun lidet der det Himmelske jeg sandsed."
"Viid — svared hun — det Hexepiger er,
Naar dem en Dødelig i Favnen tager,
Forvandles de til giftopfyldte Drager,
Og aldrig meer han Himmellyset seer.
Vel, at du Fristelsen har overvundet!
Nu est du Herre over dette Slot,
Du trodse kan de stærks Aanders Drot;
Thi du har selv hans Tryllesepter fundet."
"Dig har jeg fundet!" — jubled han,
Og kasted Septret rued Foragt til Jorden;
Da lød det underligt, som fjerne Torden,
En Aandehær fremstilled sig paa Stand.
De føre frem paa Nordenvinde,
I Taager klædt, med Spil og Klang,
Og vildt og susende de sang:
"Vi komme, vi svinde,
Naar Septeret falder.
Naar Septerets Herre os vinker og kalder:
Han byder,
Vi lyder
I Blinde.
Vi løse, vi binde
De susende Vinde,
Vi Staalæggen sløve,
Vi Vætterne kue,
Vi Slangerne døve,
Vi Bølgerne true,
Og lægge os over den flammende Lue;
Du byder,
Vi lyder
I Blinde."
Opmærksom hørte Prindsen til.
"Nu vel — han sagde — jeg vil Eder prøve,
Et Mesterstykke skal I strax udøve:
Jeg gjerne Verden overskue vil;
Et Tryllespil I skal mig her opstille,
Hvori der klart staaer malet for mit Blik
Alt hvad der skeer i dette Øyeblik."
Han bød — og det var opfyldt, — som han vilde.
Et Huulspeil stod hans Aasyn nær,
Det høyt og glimrende i Salen var opstillet,
Og viste klart et tro, men broget Billed
Af Menneskenes underlige Færd:
De vrimlede geskjæftig blandt hverandre,
Og sled og slæbte uden høy’re Meed,
Som i en Døs, de trælled, nød og leed,
De Vise monne faa og adskilt vandre.
Det hele Jordliv for ham laae,
Et Malerie i en forgyldet Ramme,
Foranderligt; men stedse dog det samme:
En Lykkejagt af Store og af Smaa.
De krydsedes, som Millioner Vinde,
Fra alle Verdens Hjørner slupne frem:
De larme høyt, naar Noget standser dem,
Og endelig — i tomme Luft forsvinde.
Hist raser Hunger, Pest og Krig,
Her Jorden sine Skabninger opsluger;
Enhver kun Lidet — korteligen bruger,
Og derfor han — sin Livstid plager sig.
Hist ruge Døende paa Skatte,
Her bryster Svaghed sig af Rang og Navn,
Der synke Tusind hen i Vellysts Favn;
Faa Sjæle kun kan Kærligheden fatte.
Her han en Brudehøytid seer:
Det Brudepar staaer prydede som Dukker,
De smile venligt, medens Hjertet sukker:
For Verdensklogskab de et Offer er.
Hist han to Elskende opdager,
Som, Verden trods, sig skjult forene vil:
De blusse begge af den samme Ild;
Den blotte Form den blotte Sands indtager.
Hist to Veninder Arm i Arm
Fortrolig gaae — til Siden seer, og smiler,
Og see! en Riddersmand dem hilser og bortiler,
Nu glider Sløret af den hvalte Barm.
Hvi samles hist saa stor en Folkeklynge?
Hvad er der vel at se? — et søndret Krus.
Hvad larmer her? — det er et Glædeshus,
Der sælges Qvindegunst og blege Læber synge.
Her han en huslig Scene seer:
Familien ved Mad og Drikke sidder,
De tale om de dyre Tider.
En Pilgrim knæler hist; ham man udleer.
Her samles Handelsmænd i dybe Vindingstanker,
Der støye Borgere ved Viin og Tærningspil.
En Dervisch stander hist og Folk opbygge vil,
Imens omhyggelig han Almisser opsanker.
Her gaaer en Keiser stolt forbi,
I Støvet Folket sig ærbødig for ham kaster,
Saa tankefuld han er; der synes som han haster,
Han gaaer, han iler til — et Jagtpartie.
Der en fortvivlet Mand gaaer hen sig at aflive,
Nu finder han en Pung — og vender om igjen.
Her flyer en Eremit fra Verdenstummelen,
For langt fra verslig Tant — sit Levnetsløb at skrive.
— Forfængelighed var det store Hjul,
Som drev den store levende Maskine,
De Fleste tænkte kun paa sig og sine,
Men syntes vigtig og betydningsfuld.
Der gik saa mangen moersom Daare,
At han for Latter neppe kunde see:
Dog alt for tit han taug, og sukkede,
Naar hist og her han saae en lønlig Taare.
En Tidlang vexler fort det Tryllespil,
Kun lidet Vigtigt sig i Speilet tegner;
Tilsidst han seer — og stirrer vildt — og blegner —
I Persien det gaaer heelt selsomt til:
To Syndere til Retterstedet ganger, —
— I talløs Kreds de høyt paa Baalet staaer,
Alt Luen hvirvlende omkring dem slaaer: —-
Det er hans Søster og den arme Sanger.
Flux Prindsen griber Septeret,
Og knuser Speilet: — "Geister! — kommer! — lyder!
Iil! frelser dem af Flammerne!" — han byder —
"Afsted!" — De svinde. — "Brud! hvad har jeg seet!
Din Broder brænder — brænder med min Søster,
— Kom, lad os did paa Gangergriffen flye!"
De gaae — bestige den, og — gjennem Skye
Den flyver som en Piil til fjerne Kyster.
Paa Retterstedet daler den,
Der staae endnu de Elskende i Flammer;
Men ingen Gnist de Lykkelige rammer,
De som forklaret see mod Himmelen.
— Brat Baalet slukkes og nedfalder,
Uskadt de staae i Asken, Barm mod Barm,
Og Broder, Søster iler dem i Arm,
Mens Hippogrifffen hæver sig og taler:
Lyksalige Skjald!
Med Himlen i Hjerte,
Som modig gaaer gjennem den jordiske Smerte,
Og følger det hellige Kald.
Lyksalige Skjald!
Over Menneskeqval
Gaaer Veien til Gudernes Sal.
Over Bjerg over Dal,
Over Bølger og flammende Strømme
Han iler, og følger de salige Drømme
Og favner sin Sjæls Ideal.
Lyksalige Pige!
Lyksalige Mand!
Som høyt paa de sjungende Vinger kan stige
Til Englenes Bolig, til Drømmenes Rige,
Til Aanders fortryllede Land.
Lyksalige Qvinde!
Lyksalige Mand!
Som Støvet ei blænder, som Lænker ei binde,
Som elske og søge, som søge og finde
Den evige Kjærligheds Land.
Nu har I det funden,
Og Natten er svunden,
Og yndig i Østen er Solen oprunden,
Og jeg kan bortflye.
Paa straalende Vinge
Jeg vil mig bortsvinge.
Og Lyset til dæmrende Zoner henbringe,
Og sprede den sortnende Skye.