Marionet-Pulcinellen
(fra Fjælleboden)
(fra Fjælleboden)
Heisa! der kommer en støvet Veturin
Med fremmede Blondiner i Karmens Skrin;
Blaae er deres Øine og hvid deres Hud.
See! hvor de kige af Vindverne ud!
See hvor de studse! og see hvor de smile!
De har vist reist mange tusinde Mile,
For dog engang at see hvordan Livet seer ud,
Hvor man hverken kjender til Taage eller Slud,
Hvor til santa Maria man overlader Sorgen
Og bryder sig kun lidt om den Dag imorgen,
Hvor enhver, som aander, kun sørger for at nyde.
Og al Melancholie har Intet at betyde.
Heisa! velkommen til min lystige By!
Hør hvor man synger og skriger i Sky!
Hør hvor man ringer med Klokker, for at høres —
Det er Glæden, Signorer, som til Torvs her føres.
See, den hele By er et opdækket Bord
Med de skjønneste Frugter og Blomster paa Jord,
Med Rosiner, Figener, Druer og Meloner,
Med røde Portugaller og gule Citroner,
Med bekrandset Kjød og forgyldte Skinker —
See, hvor Alting lyser og lokker og blinker!
Hør hvor man steger og braser og syder —
I Rendestenen Mælk og Honning her flyder;
Over Gaden hænge Krandse med stegte Kapuner,
Hvorover man begeistret blæser i Basuner.
See Bjerge af Æg, som idag vi fortære!
See malede Fjacre og Heste med Fjære!
Til tusinde Paradiser føre de Jer hen —
Fra Himmel til Helved og til Jorden igjen.
See hvor Folket her i Velsignelse svømmer!
See hvor Olien koger og Vinen her strømmer!
Her er Bal og Concerter paa Gader, i Stræder
Og alt hvad Menneskets Hjerte glæder.
Paa hvert Hjørne jeg mig en Fjællebod har,
Hvor fra Morgen til Aften jeg gjør mig til Nar.
Heisa! her gaaer det lysteligt til:
Paa St. Carlo er Oper og Lykkespil,
Bibelske Comedier og franske Balletter;
I Kirken er Stævnemøder og Amouretter —
Blinkende Damer og smukke Cavallerer —
Af lutter Glæde kun her man creperer.
St. Gennar hvert Aar sit Blod lader flyde,
At vi ubekymret vort Liv kan nyde.
Heisa! velkommen til Slaraffenland!
Her gaaer man af Lyst fra Vid og Forstand.
Tie, Pulcinel! du os dræber med Larm med samt dine Landsmænd;
Findes her ei et Asyl i dit Havsvælg af Menneskestrømme?
Hører slet Ingen vor Raaben om Hjelp i vor Folkehobs-Havsnød?
Svarer os Ingen fornuftig et Ord? hist os vinker en Haand jo —
Hatten hist svinger en Landsmand; blandt Myldren han kæmper sig til os.
Planternes Philosophie? vær velsignet! udfør os af Larmen!
Hinden i Øret fast sprænges af al den velsignede Livslyst;
Romas den hellige Stad har os vant til Fred i vor Glæde.
Ofte velsigne vi dig, du Møe med de himmelske Øine!
Sancta Lucia! her prises dit Navn i din Gades Pauluner.
Os du et Fristed har skjænket i Larmens bedøvende Hjemstavn;
Herligt fra høie Pallads vi udsee over himmelske Havbugt;
Tidt paa Altanen vi glædes ved Qvel, naar Stjernerne tindre:
Ligefor speiler Vesuv i Bølgen sin flammende Søile;
Snoer sig en brændende Slange hist ned over Bjergryggens Skraaning?
Langsom nedruller i Mulmet en Flodstrøm af glødende Lava.
Rolig er Himmel og Hav. Hist slumrer i fattige Hytte
Hyrden i Tryghed paa Afgrundens Laag og om Faren ei drømmer.
Baade med Blus paa Golfen saa sagtelig glide, og stille
Svøber sig Maanen i Sølvflor og seer hvor dog Jorden er deilig.
Stundom vi freidig paa Naboens Tag over Loggien udstige;
Mildt klinger Guittarens Stræng i den stille fortrolige Natluft.
Sagtelig klirrer et Vindue hist, og med nysgjerrig Titten
Lytter sortøiet Signora i Skjul til de fremmede Sange.