Floras Døttre! kjælne Spæde!
Uskylds, Godheds Billeder hernede!
Siig, hvi smile I mig ei som før?
Mon I ikke meer som hidtil ere?
Eller er kun Eders Ven ei mere
Lykkelig som før?
Rose! siig hvi du liig Solen luer,
Naar den slukkes i den vilde Søe!
Blege Lillie! siig mig hvi du skuer
Paa din Elsker, liig henfarne Møe!
Siig mig Floras kjælne Spade!
Naar i Aftenduggens Glands I staae,
Siig, hvi synes I da græde?
Og hvi eders Sanger græde maa?
Hvi maa Tidslen, liig den mørke Kummer
Blande sig i eders hulde Beed?
Medens Valmuduft udbreder Slummer
Stille, dyb, som Gravens Fred.
— — — Hun er borte, hun som pleied Eder,
Ei i jordisk Dragt hun vandrer meer;
Derfor staae I svøbt i Sørgeklæder
Derfor staaer den mørke Tidsel her.
Derfor I er meer som hidtil ere,
Derfor græde, segne I, og — døer.
Derfor er og Eders Ven ei mere
Lykkelig som før.
Floras Døttre, kjælne Spæde!
Uskylds, Godheds Billeder hernede!
Hæver eders Hoved, vakre Smaa!
Thi naar Nattens fromme Øye smiler
Hist til Høyen, hvor vor Moder hviler,
Vil jeg did med Eder gaae.
Der skal Sønnens hede Taare rinde,
Der skal eders korte Liv hensvinde,
Hendes Blomstren liig.
Der skal Vemods Stræng i Natten bæve,
Der den Godes Aand forklaret svæve,
Og velsigne mig.