Adolf Hansen (1850–1908)

Shakespeares Sonetter (1885)

Indledning
1.
Af fagre Væsner vi begære Frugt
2.
Naar firti Vintre har din Pande kuet
3.
Se i dit Spejl: det Aasyn, Blikket møder
4.
Hvi spilder du letsindig blot paa dig
5.
De Timer, der har dannet mildt og stille
6.
Saa lad da Vintrens Haand ej søndre brat
7.
Se, naar det skønne Lys i Østen hæver
8.
Hvi hører sorgfuld du Musikens Lyd?
9.
Er det for ej en Enkes Blik at væde
10.
Skam dig! — mod ingen kan du Ømhed nære
11.
Naar selv du nærmer dig til Gravens Rand
12.
Ak, naar jeg tæller Klokkens Timeslag
13.
O, at du var dig selv! Men, Ven, du er
14.
Fra Stjærnerne jeg ej min Viden faar
15.
Betænker jeg, at alt, hvad der er til
16.
Men hvorfor vil du ej paa bedre Vis
17.
Hvem vilde tro mit Vers i Fremtids Stund
18.
Skal med en Sommerdag jeg ligne dig?
19.
Du griske Tid, gør Tigrens Kløer sløve
20.
Du har en Kvindes Aasyn, livsfrisk dannet
21.
Den Muse har jeg intet fælles med
22.
Jeg vil ej tro mit Spejl, at jeg er ældet
23.
Som Skuespilleren paa Scenens Planker
24.
Mit Øje med en Malers Kunst og Iver
25.
Lad dem, der er i Gunst hos deres Stjærner
26.
Mit Venskabs Drot, til hvem dit høje Værd
27.
Af Møje mat jeg til min Seng mig skynder
28.
Hvor kan da Foden glad mod Maalet rettes
29.
Naar Mennesker og Lykken bort sig vender
30.
Naar for de tavse Tankers Ret jeg stævner
31.
Se, i dit Bryst sig alle Hjærter dølge
32.
Ifald du overlever mine Aar
33.
Hel mangen Morgen saa jeg lyst og skønt
34.
Hvi har saa skøn en Dag du mig forjættet
35.
Vær ej bedrøvet mere for din Synd
36.
Vi to maa være tvende nu herefter
37.
Som en affældig Fader har Behag
38.
Hvor kan min Muse mangle Stof til Digt
39.
Hvor tør jeg Digte til din Hæder skrive
40.
Tag alle mine kære, tag dem alle
41.
De skønne Synder, som din Lyst begaar
42.
At du har hende er ej al min Kummer
43.
Naar mine Øjne lukkes, bedst de ser
44.
Ifald mit tunge, dorske Kød var Tanke
45.
De andre, Luft og Ild, hos dig er henne
46.
Mit Øje og mit Hjærte strides om
47.
Men nu har efter gode Venners Skik
48.
Hvor var jeg agtsom, da jeg drog min Vej
49.
Imod den Tid, ifald den skulde komme
50.
Hvor tungt jeg paa min triste Fart maa drage
51.
Saadan mit Venskab kan min Hest forsvare
52.
Jeg som en Rigmand er, hvis Nøgle brat
53.
O sig, af hvilket Stof du dannet er
54.
O, Skønhed endnu mere fagert smykkes
55.
Ej Marmor, eller Guld til Fyrsters Minde
56.
O Kærlighed, forny din Kraft; lad ej
57.
Jeg kan kun trofast som din Slave lyde
58.
Den Gud, som til din Slave gjorde mig
59.
Hvis intet nyt os nogensinde møder
60.
Som Bølgerne mod Breddens Stene slaar
61.
Er det din Vilje, at dit Billed skydes
62.
Af Egenkærlighedens Synd forblindes
63.
Naar, som nu jeg, min Ven er bleven bukket
64.
Naar jeg har set en svunden Alders Smykker
65.
Ak, naar tilsidst for Dødens haarde Slag
66.
Af alting træt, mod Dødens Ro jeg higer
67.
Ak, hvorfor skulde han i Smitte leve
68.
Hans Kind som Mønster fra hin Tid bevares
69.
Den Del af dig, som Verdens Blik har set
70.
Dit Vanry skal ej lægges dig til Last
71.
Naar jeg er død, skal ej du sørge mer
72.
O for at Verden ikke dig skal spørge
73.
Nu kan i mig du se den Aarets Tid
74.
Men vær tilfreds: thi naar hin barske Magt
75.
Du er for mig, hvad Føden er for Livet
76.
Hvi er mit Vers saa goldt paa nye Tanker
77.
Dit Spejl vil vise dig, hvor Skønhed blegner
78.
Saa tit har jeg som Muse anraabt dig
79.
Den Gang kun jeg forsøgte dig at tækkes
80.
Min Kraft mig svigter, naar om dig jeg skriver
81.
Enten skal jeg dit Gravvers skrive, eller
82.
Sandt nok, min Muse har du ikke ægtet
83.
Slet ingen Sminke havde du behov
84.
Hvo siger mest? Hvem kan vel mere sige
85.
Min tungebundne Muse tier stum
86.
Var det hans Digtnings ranke, stolte Snække
87.
Farvel! Du er for kostbar for mit Eje
88.
Naar klart jeg ser, at du mig ej kan lide
89.
Sig, at du for en Uret mig forlod
90.
Saa had mig, naar du vil, helst med det samme
91.
Ved deres Fødsel nogle stolt sig glæder
92.
Men selv om ej du for dit Tab mig sparer
93.
Saa skal jeg, som en narret Husbond være
94.
De, som har Magt og dog ej øve Men
95.
Hvor skøn og fager dog du gør den Brøde
96.
En vil din Fejl for Ungdomsvellyst kalde
97.
Som Vintren var den Tid, da jeg var borte
98.
Fra dig jeg borte var i Vaarens Stund
99.
Jeg skændte paa Violen, hvor den stod
100.
Sig, Muse, hvorfor du saa længe venter
101.
Hvad gør din Sløvhed, Muse, god igen
102.
Min Kærlighed er bleven mere stærk
103.
Ak, hvor min Muses Daad er gold og bar
104.
For mig din Ungdom bliver aldrig mindre
105.
Nævn ej min Kærlighed Afguderi
106.
Naar jeg paa Krønikernes gamle Sider
107.
Ikke min egen Frygt og ikke heller
108.
Hvad er der i min Hjærne, som i Blæk
109.
Sig ikke, jeg var falsk i Sind og Tanke
110.
Tilvisse har jeg vandret her og der
111.
O skæld paa Skæbnen: hun er den Gudinde
112.
Din Kærlighed og Medynk læger nu
113.
Fra jeg forlod dig, har mit Øje fæstet
114.
Mon det da er min Sjæl, som drikker Smiger
115.
Det er ej sandt, hvad før jeg skrevet har
116.
Trofaste Sjæles Forbund intet øder
117.
Anklag mig for, at jeg har helt forsømt
118.
Som vi, naar vi vil styrke Smagens Kraft
119.
Jeg drukket har Sirene-Taarer, draget
120.
Nu finder Trøst jeg i din fordums Kulde
121.
Saa heller være slet end slet at agtes
122.
Din Gave, din Erindringsbog, den findes
123.
Nej, Tid, du skal ej se mig skifte om
124.
Ifald min Kærlighed var født af Glans
125.
Hvi gaa med Baldakinens fagre Dække
126.
O skønne Dreng, som, stærk og uden Baand
127.
I fordums Tid blev sort ej regnet fager
128.
Hvor tit, naar du til liflig Vellyd bringer
129.
Livskraftens Tab i skændig Ødselhed
130.
Min elsktes Øjne ej som Solen funkle
131.
Du er saa grum som de, hvis Skønhedsglans
132.
Jeg elsker dine Øjne; — de begræde
133.
Ak, dybe Suk du fra mit Hjærte drager
134.
Nu er det sagt, at han tilhører dig
135.
Det sker dig, som du vil, du faar dit vil
136.
Hvis muligvis din Sjæl med Vredens Ild
137.
Af dig, o Kærlighed, mit Syn forblindes
138.
Naar højt min elskte sværger, hun er sand
139.
Nej, nej, den Uret kan jeg ej forsvare
140.
Vær vís, som du er grum; du friste ej
141.
Med mine Øjne elsker jeg dig ikke
142.
Min Synd er Kærlighed, din Dyd er Had
143.
Som Husets Kvinde løber rask afsted
144.
To Venner om mit Hjærte strides kan
145.
De Læber, Elskov selv har skabt
146.
Sjæl, Midtpunkt for mit syndefulde Støv
147.
Min Kærlighed en Feber er, som higer
148.
Ak, hvad har Elskov ved mit Øje gjort
149.
Hvor kan du tro, jeg ikke elsker dig
150.
Hvad er det for en Magt hos dig, som tryller
151.
Nej, Kærligheden ej til Anger kender
152.
Mensvoren blev jeg ved vor Kærlighed
153.
Med henstrakt Fakkel slumred Amor stille
154.
En Gang, da Elskovs-Guden ind var sovet
Anmærkninger