Nu finder Trøst jeg i din fordums Kulde,
som den Gang smerted mig saa dybt og saare;
jeg ellers af min Brøde knuses skulde,
hvis mine Nerver ej som Staal var haarde.
Thi slog min Kulde dig saa dyb en Vunde,
som din slog mig, saa var dit Liv et Helved;
og grusomt har jeg ej betænkt, hvorlunde
jeg en Gang ved din Uret led og skælved.
O var jeg af vor Kummers Natmulm bragt
til Minde om, hvor bittert Sorgen græmmer,
og havde jeg, som du til mig, da rakt
den Salve, hvorved Smerten Fred fornemmer!
Men Løsepenge bli’r din Fejl: ved den
min købes fri, som din ved min igen.