Som Vintren var den Tid, da jeg var borte
fra dig, du lifligste blandt Aarets Glæder.
Hvor frøs jeg, og hvor Dagene var sorte!
Der var December-Goldhed alle Steder.
Og dog var det i Somrens gyldne Tider,
i Efteraaret, svulmende af Grøde,
med Vaarens Afkom under svangre Sider,
som Enkers Liv, naar deres Mænd er døde.
Dog disse rige Frugter syntes mig
som stakkels faderløse, født i Kummer;
thi Somren og dens Glæder følge dig; —
naar du er borte, Fuglen selv forstummer;
Og synger den, saa triste er dens Sange,
at Skovens Blade blegne vinterbange.