En vil din Fejl for Ungdomsvellyst kalde,
én siger, at din Dyd er Ungdomsglæde;
men Fejl og Dyder elskes højt af alle,
thi du kan Fejl i Dyders Skønhed klæde.
Som Smykket paa en tronsat Herskerindes
Dronningehaand, skønt ringe, højt vil agtes,
saaledes, hvad af vrangt hos dig der findes,
til sandt forvandles og som sandt betragtes.
Hvor mange Lam blev dræbt af Ulvens Vrede,
hvis til et Lam den kunde sig forvandle!
Hvor mange kunde ikke du forlede,
hvis du i al din Styrke vilde handle!
Men gør det ej; saa højt jeg elsker dig,
at du med samt dit Ry tilhører mig.